»Den væsentligste værdidebat overhovedet, der foregår i Danmark, er den, der foregår om folkeskolen. Hvis vi ikke aktivttager del i den, risikerer vi, uden at det egentlig er blevet sagt offentligt og højt, at folkeskolen bliver ændret i løbet af kort tid«, sagde Anders Bondo i Folkeskolen nummer 17.

Det er rigtigt set. I valgkampen råbte De Konservative så højt på statsskolen, at den i dag er en del af det regeringsgrundlag, som KL overtrumfer enten af tilbøjelighed eller for at synliggøre sin tvivlsomme eksistensberettigelse i et forsøg på at erstatte folkeskolen med den kommunale centralismes nationalskole.

Gad vide, hvad den gamle Venstre-høvding, I.C. Christensen, mon måtte mene om sine liberale efterfølgere, der lægger navn til en ny ridefogedskole. Og hvornår går det op for Dansk Folkeparti, at netop deres vælgeres børn skal spille vor tids hoveribondebørn og smage ridefogedens pisk? Her som i retspolitikken ser vi den autoritære stat i ny skikkelse. En stat, der nok tillader en opposition i offentlighed og parlament, men berøver den enhver form for indflydelse.

Folkeskolen har siden I.C. Christensens love i 1903 og 1904 været den fælles skole for hele det danske folk med den ensartethed, det giver. Den har samtidig været den lokale skole med den frihed og forskellighed, det kommunale selvstyre giver. Det særegne ved den danske skole er den hårfine balance mellem central og decentral styring, mellem lighed og frihed. Det er friheden, der nu er i spil, og vi har tilsyneladende kun Det Radikale Venstre og formentlig Socialistisk Folkeparti til at kæmpe frihedens sag.

Mange røster vil hævde, at folkeskolen ligger, som den har redt. Det gør den/vi også, i den forstand at vi aldrig har dokumenteret kvaliteten, fordi vores kultur siden Grundtvig og Kold har været bærere af værdien om, at »frihed er det bedst guld«, og siden Løgstrup, at det afgørende fundament for al menneskeligt samvær og derfor især mellem voksne og børn er tillid. »Den enkelte har aldrig noget med et andet menneske at gøre, uden at det holder noget af dets liv i sine hænder ...«.

Det er på høje tid, at tænksomme og ordentlige folk sætter en ny dagsorden. Lykke til, Anders.

Forkortet af redaktionen