Er man lektor i et bestemt fagområde, eksempelvis historie, og ved man, at det ikke just er in at agte faglig viden og da slet ikke den forfærdelige paratviden, der er en forudsætning for, at såvel historie som andre fag kan anvendes til noget som helst, ja så må man jo finde på nogle hundekunster, der kan styre lektoratet uden om det ildesete. Og det er netop resultatet af en sådan søgning, lektor Vagn Oluf Mikkelsen indvier os i i Folkeskolen nummer 14. Hvad skal så sand historieundervisning være? Ikke noget med at indlære historisk paratviden. Derimod noget udtåget snak, der gerne skulle ende i en »opdragelse til en demokratisk grundholdning, samarbejdsevne og gode daglige omgangsformer« og meget andet godt, der bare ikke har en tøddel med historieundervisning at gøre. Man river og flænser efter forgodtbefindende i fagets kronologiske kronstamme og fremdrager af skrotbunken eksempelvis den amerikanske Uafhængighedserklæring med på­stan­den om de umistelige naturlige rettigheder samt den franske revolutionskopi med lighedsidealet, der i dag er ved at kvæle folkeskolens undervisning, og så videre. Herudfra bibringes eleverne en udemokratisk forestilling om demokratiet som livsform, som altså er noget, man skal uddanne sig i, fordi den kun skal være for de indviede og rettænkende. Og så kan man i tilgift tilgodese og fremme den multikulturelle opløsning ved at undgå at lære eleverne en danmarkshistorie, der bibringer dem en særlig dansk identitet. Eleverne skal groft sagt lære at skifte identitet, som de skifter sokker. Eller anderledes sagt: De skal lære ingen identitet at have. Her forvansker lektoren til formålet tilfældet Struensee, der så vist ikke blev henrettet, fordi han var for tidligt ude med dette og hint, men fordi dansk lov rettelig burde gives af danskere.