I folkeskolen anses kristendommen stadig som den grundlæggende og rigtige anskuelse. Dette bidrager næppe til for­ståelse og åbenhed over for fremmede kulturer, som en af folkeskolens formålsparagraffer ellers lægger op til. For som andenprioritet vil islam, hinduisme med videre forblive fremmed og måske endda opleves som trussel mod den kristne og den danske kultur. Stifter eleverne først nærmere bekendtskab med andre religioner i 8. eller 9. klasse, kan de på det tidspunkt have udviklet dybe fordomme.

Samtidig undsiger elever med anden etnisk baggrund kristendomsundervisningen og isolerer sig dermed i deres egen tro, som bliver fundamentalistisk og snæ­versynet.

Således er religions- og kulturkløften bevaret. Især på skoler med mange elever af anden etnisk herkomst er det dybt problematisk, hvis eleverne af den ene eller den anden grund ikke undervises i såvel egen som fremmed kulturel og religiøs baggrund. I Odense har det for eksempel udmøntet sig i en tilstrømning til en muslimsk friskole, hvor der er indført skarp censur og grov manipulation af eleverne. Omvendt har mange elever med dansk baggrund svært ved at forstå, hvorfor andre kan fritages for kristendom og derved stifter de ikke bekendtskab med disse elevers holdninger, skikke og tankegang.

Derfor skal faget hedde religionskundskab, som er obligatorisk for alle elever uanset baggrund. Det ville da være berigende for det danske samfund i dag.

Ved juletid skal der fortælles om Jesu fødsel, mens der i ramadanen skal fortælles om dennes baggrund. Senere bør eleverne erfare, at det så omtalte tørklæde ikke nødvendigvis er et symbol på kvindeundertrykkelse, men et modefænomen, en markering af kulturel identitet eller et ønske om at skjule sit hår. Omvendt skal muslimske elever lære, at piger med bare maver og G-streng ikke er ludere eller »billige tøjter«.

Denne ændring af indhold skal ikke forstås som en nedprioritering af kristendommen eller dansk kultur. Der er tale om at sætte dem i et bredere perspektiv, hvilket faktisk kan blive en gevinst.