Den finske lærerforenings motto er: 'Elämäntyönä Tulevaisuus', og på dansk lyder det: 'Fremtiden som livsværk'.

Tre dage midt i april fejrede den finske veteranlærerforening sit 25-års-jubilæum, og i den anledning var jeg DLF's repræsentant.

Det er altid spændende at mødes med ligesindede fra vore nordiske nabolande. Netop ankommet til Helsinki skulle der slås søm i foreningens nye fane, og vi nordiske gæster fik også lov til at låne hammeren. Det var et højtideligt øjeblik; finnerne er gode til at passe på højtiden.

Efter dette var vi ude i det smukke, nye operahus, hvor vi overværede en dejlig opsætning af 'Carmen', det var en varm velkomst af folk, som man efterhånden har et godt kendskab til.

Lørdag begyndte med indvielsen af den nye fane. Indvielsen forestod en præst fra Tempelkirken, som vi senere skulle besøge. Derefter var der taler på det svære finske, indimellem nød vi børnekor og orkestre af fineste klasse og så pensionisternes leder, Otso Vilhunen, lede et herregymnastikhold. Aftenen sluttede med endnu et fint og afvekslende program.

Søndag startede med gudstjeneste i Tempelkirken, der faktisk er et underjordisk, meget stort rum hugget ned og ind i klippen. Meget smukt. En deltager fortalte, at hun under krigen havde været i beskyttelsesrum i klippehulen, som så senere blev til dette kirkerum.

Resten af jubilæumsfesten forløb på samme fine måde. Men indimellem får vi nordiske repræsentanter snakket sammen om vore hjemlige problemer, og hvad der er af mulige tiltag.

Et spændende samvær med nordiske pensionister, der i lighed med de utilhuggede, men tilpassede kvadre i Tempelkirken ikke behøver kit og cement i form af papir og paragraffer for at holde sammen.

Vi sluttede med at erkende, at 'Fremtiden som livsværk' var en fortid med et livsværk, men også en fremtid, hvor et livsværk fortsætter.

Else Johansen

medlem af DLF's hovedstyrelse