Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
På kongressen i efteråret 1996 blev der fra hovedstyrelsens side lovet, at man ved de kommende lønforhandlinger også ville forhandle pensionisternes pension, derfor blev jeg lidt optimistisk.
Efter lønforhandlingerne blev jeg klar over, hvilke pensionister I havde arbejdet for, og nu følte jeg mig virkelig ydmyget. Der er jo ikke fra nogen side arbejdet for at forbedre tjenestemandspensionisternes pension, og jeres pæne ord synes nu blot at have været en snakken os efter munden eller ren og skær politisk snak.
Vi, der er tjenestemandspensionister i dag, måtte i vore yngre dage altid høre, at vi ikke kunne få en bedre løn, fordi vi af vores løn skulle betale til vores gode pension! Nu, hvor vi er blevet pensionister, må vi opleve, at ingen vil arbejde for, at vores pension kan følge den almindelige lønudvikling.
Jeg har svært ved at forstå, at vi igen er blevet ignoreret. Er det ikke gået op for vore forhandlere, at det er tredje gang, at vi er blevet glemt?
På sidste kongres fremførte vi en udtalelse, som Edel Hertz og undertegnede havde udarbejdet, og jeg nævner, at vedrørende loven af 1. januar 1994 forlangte vi af hovedstyrelsen, at den arbejdede for, at de paragraffer i pensionistlovgivningen, som rummer skævheder i systemet, skulle revideres.
Så vidt jeg husker, gav hovedstyrelsen os medhold i, at det skulle revideres, og jeg spørger derfor: Hvornår vil det være muligt at få nogle bemærkninger ind i loven om, at tjenestemandspensionisternes pension skal følge den almindelige lønudvikling?
Alice Lind Andersen
kongresdelegeret, Fraktion 4
Højbjerg
Svar:
Pensionisterne i Danmarks Lærerforening bliver hverken glemt eller ignoreret. Se blot et udvalg af de seneste numre af Folkeskolen, for eksempel nummer 11, 12 og 14/15. Jeg vil godt gentage - det er fortsat foreningens politik, at pensionisterne skal have de bedst mulige forhold.
Anni Herfort Andersen
formand for DLF