I Politiken kunne man i begyndelsen af oktober læse i en klumme, at børn ned til tiårsalderen burde blive undervist i sadomasochisme for derigennem bedre at kunne forstå og respektere hinandens grænser. Klummeskriveren var - forstås - ude på at ruske og provokere sine læsere, men hun tændte i den grad for det lange lys i forhold til det faktum, at selv den mere almindelige seksualundervisning i folkeskolen mange steder ikke fylder så meget, som den burde.

Og det kan der jo være relativt mange mere eller mindre rimelige forklaringer på. Vi vil ikke gøre os til eksperter på, præcis hvilken seksualundervisning danske skoleelever ikke får, men vi vil gerne dele nogle af de barrierer, som man kan støde på, hvis man spørger lærere og pædagoger på otte tilfældigt udvalgte specialskoler i Danmark.

»Når det er et timeløst fag - hvilket fag går det så ind under? Er det biologilæreren, der skal tage det? Er det dansklæreren? Ligger det under klassens tid, så det er klasselæreren, der skal tage det? Den cykler rundt, og så tænker man: 'Den er der forhåbentlig en af de andre, der tager …'«.

Ifølge Undervisningsministeriet »påhviler det skolelederen at træffe beslutning om, hvilke fag undervisningen i de obligatoriske emner skal foregå i«, men i praksis er det nok ikke den beslutning, der fylder mest hos de fleste travle skoleledere.

Derfor er det jo heldigt, at Sex og Samfund kommer dem lidt til hjælp i Uge Sex. Der kan eleverne få et ordentligt skud seksualundervisning, og materialet er sindssygt godt og lige til at gå til. Genialt, meeen måske ikke for den klasse, hvis lærer sagde: »Altså vi kigger på Uge Sex, men vi var i gang med noget mere spændende. Så vi var sådan lidt: Arj, det skubber vi. Vi blev enige om, nej, vi fortsætter bare med det, vi er i gang med … Og så forsvandt det bare, og det er meget nemt bare at lade det forsvinde …«.

Det indbyggede dilemma i Uge Sex-projektet er, at mange skoler udelukkende beskæftiger sig med seksualundervisning i uge seks. Kunne man forestille sig noget tilsvarende i forhold til færdselslære? Her hos os lærer vi børnene at bruge cykelhjelm i uge 33? Nej, vel.

Det paradoksale er desuden, at alle lærere og pædagoger, vi har talt med, mente, at deres elever var meget interesserede og nysgerrige på emnet, men i mange tilfælde også ret uoplyste - på trods af (eller måske på grund af?) internettets mange muligheder for at søge (mis)information.

Der findes også børn, som helst vil være fri for seksualundervisning. En pædagog fortalte om et barn, som havde følgende kommentar efter en omgang seksualundervisning: »Det er den værste dag i mit liv. Hvor er jeg glad for, at prins Henrik er død, så han ikke skulle nå at høre om det her …«.

Ud over at barnet tilsyneladende havde et nært og beskyttende forhold til prins Henrik, så er det måske også udtryk for, at emnet kan opleves ret grænseoverskridende og angstprovokerende. For både børn og voksne. Ikke mindst hvis det kun adresseres én gang om året eller sjældnere.

Herfra skal lyde følgende opfordring:

Indfør et fast timetal for seksualundervisning i folkeskolen. Vi snakker ikke fire lektioner om ugen. Men måske bare en lektion hver anden uge i gennemsnit? Det ville tvinge skoleledere og skolebestyrelser til at tage stilling og lærere og pædagoger til at planlægge og gennemføre undervisning, som eleverne både gerne vil have og har brug for.

Overvej, om Uge Sex kan udvides og understøttes ved for eksempel at sætte seksualundervisning på skemaet i alle skoleuger med seks i … Altså 36, 46 og så videre. Det kunne betyde, at elever og lærere ville støde på emnet oftere og blive mere trygge ved at tale om det, vi alle er optaget af: At give vores børn og unge en sund seksualitet.