Under overskriften: »Jeg tror, det hedder undervisningsdifferentiering« ønsker Mette Brünnich Meier i sit svar til mig i Folkeskolen nummer 17 angiveligt at træde op imod »en unødig trang til sygeliggørelse af de højt begavede elever«. Men er det ikke netop denne trang, hun giver efter for, hvis hun mener, at højt begavede over en kam bør ses som børn med »særlige behov« - hvilket i skolens terminologi betyder elever med retskrav på specialpædagogisk bistand?

At højt begavede elever som udgangspunkt skulle have krav på større opmærksomhed fra lærerens side end de øvrige elever, forekommer ubegribeligt for erfarne lærere. Jeg har endnu til gode at møde en elev, der ikke havde en anden form for »særlige forudsætninger«, og der findes ikke mig bekendt belæg for påstanden om en øget forekomst af umodenhed blandt højt begavede børn. Tværtimod. Børn med lav begavelse taber på alle parametre.

Mette Brünnich Meier tror, at øget individualisering er det, der hedder undervisningsdifferentiering. Men individuelt tilrettelagt undervisning kaldes specialundervisning og anbefales til elever med særlige behov på små hold, fordi organisationsformen er ekstremt resursekrævende. Praktiseret i et klasserum med én lærer til 25 elever placerer den eleverne i hver deres lille, afsondrede mentale celle med det udstrakte ansvar for egen læring, der er en uundgåelig følge af, at læreren kun kan hjælpe en ad gangen. Til forskel herfra indebærer undervisningsdifferentiering et fokuseret læringsfællesskab, inden for hvilket eleverne hver især tilkendes deres egen platform, hvorfra de interagerer inden for en given dagsorden under lærerens nærværende ledelse. Jeg tror, det hedder skole.