Anmeldelse

Overtro - mere end tro?

Overtro - mere end tro?

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvem bestem­mer, hvad der er tro, og hvad der er overtro, og hvad er forskellen på de to? Det er der kommet en spændende bog ud af. Hvorfor er kristendommen for eksempel tro, når asatroen er overtro? Eller hvad skal der til, for at asatroen bliver en anerkendt trosretning? Det og meget andet diskuteres i denne godt gennemarbejdede fremstilling til undervisning i 7.-10. klasse.

Fakta:

Titel: Overtro - mere end tro?

Forfatter: Flemming Madsen Poulsen

Pris: 299 kroner

Sider: 100 sider

Type: Bog

Forlag: Bogforlaget Her og Nu

Bogen indledes med et kapitel om, hvorvidt overtro er mere end tro. Et internetopslag om overtro viser os, at dette er et meget stort og nærmest uoverskueligt fagområde med et hav af forskellige definitioner. Derefter kommer nogle gode religionsvidenskabelige overvejelser om, hvorfor vi har brug for noget at tro på, nemlig fordi vi gerne vil have kontrol med dagligdagen. Det går slag i slag med klassisk religionsvidenskabelig og religionshistorisk viden i en god og overskuelig tekst. Der fortælles om religionens forestilling om livet før og livet efter døden, skabelse, højere magter, mission og respekt. Bogen kan bruges som grundbog i forbindelse med projektopgaveskrivning, så den enkelte elev selvstændigt kan arbejde videre med det faglige stof.    

Flemming Madsen Poulsens bøger er generelt interessante, sprogligt godt skrevet, og det faglige niveau er helt i top. Men jeg ville ønske, at forfatteren havde tænkt lidt mere på eleverne og den daglige undervisning. Det ville være rart, hvis de travle og ikke-linjefagsuddannede lærere fik nogle fagdidaktiske råd og vink om, hvordan de gode fagtekster kunne bruges, og fik nogle diskuterende spørgsmål til teksterne, der kunne bruges mere direkte.