Debat
Jeg er ikke enig med Dyremose
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
De Konservatives skoleordfører, Charlotte Dyremose, udtrykker i Folkeskolen nummer 17 forundring over, at kommunerne ikke har givet skolen et større løft, når midlerne og intentionerne har været der. Charlotte Dyremose giver fejlagtigt udtryk for, at hun deler denne forundring med mig. Det gør hun ikke. Jeg er ikke spor forundret, jeg konstaterer blot det, enhver ved, der følger med i det poliske spil om, hvordan samfundets resurser skal anvendes. Alligevel er det da glædeligt, at Charlotte Dyremose erkender, at virkeligheden ikke er det glansbillede, som regeringen gentagende gange forsøger at skildre, at den har sikret, men samtidig er det foruroligende, at Charlotte Dyremose afviser, at forklaringen skal findes i den økonomi, regeringen samlet set tillader kommunerne at disponere over.
Så enkelt er det. Når De Konservative måler velfærd på, at flest mulige penge skal ligge i lommen hos den enkelte borger, og ikke på, hvilken velfærd det offentlige skal sikre borgerne, så kan det ikke være anderledes. Men derfra og til offentligt at vedkende, at det er den prioritering, der i sidste instans er styrende, er der åbenbart et stykke vej.
Redaktionen betragter debatten mellem Lotte Lange og Charlotte Dyremose om dette emne for afsluttet på Folkeskolens debatsider.