Lige hjemvendt fra ti dages ferie på Bornholm i juni måned sidder jeg og reflekterer over mine oplevelser. Ikke fordi jeg vil fortælle om, hvad jeg foretog af udflugter, nej mere for at indvie især 6.-7. klasses lærere i, hvordan det opleves at være en almindelig sagesløs turist, som uheldigvis kommer til at bo nabo til et vandrehjem fyldt med hujende skoleelever.

Vi havde lejet os ind på et hyggeligt lille hotel, men desværre havde vi den »fornøjelse« hver aften at skulle lægge øre til horder af unge, der var på lejrskole, som styrtede råbende rundt udenfor på gader og stræder. Hvor var lærerne? Dem så vi ikke meget til!

Vores hotelvært beklagede meget, men ejeren af vandrehjemmet er åbenbart totalt ligeglad med, hvordan hans gæster opfører sig, så hotelværten bruger hvert år tid og kræfter på at klage til diverse offentlige instanser. Indtil videre uden resultat.

Prøv at forestille jer, at det er jeres lille by, der hvert år invaderes af hujende børn i flere måneder. Så ville I måske også blive lidt trætte i hovederne.

Vores hotelvært fortalte, at genboen, en ældre dame på 82, havde fået indført i sit testamente, at huset ikke må sælges og bruges som vandrehjem! Og da vi ved afrejsen spurgte vores buschauffør, om hun boede i byen, var hendes kommentar: »Nej heldigvis!«

Så kære lærere, tænk lidt over det næste gang, I tager på lejrskole. Der er faktisk både fastboende og andre ferierende gæster i byerne, så kan det virkelig passe, at jeres elever skal være det altdominerende indslag hver aften?