Debat
Englene sang på Skarrildhus
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
2. juli: Ankomst til DLF-seniorkursus på Skarrildhus klokken 14. Efter indkvartering fortalte hovedstyrelsesmedlem Greta Jørgensen - indvalgt af »os« fra fraktion 4 - om vore forhold. Lidt trist, at vore unge kolleger ikke synes, at vi skal have samme tillæg som dem. Vi håber ikke, at de glemmer, at tiden går, og de selv bliver gamle engang. Hovedstyrelsesmedlem Gordon Ørskov Madsen fortalte om folkeskolens stilling i dag og om nye ideer. Efter en dejlig middag gik vi til pejsestuen for at høre vidunderlige Schubert-, Mozart- og Haydn-toner fremført af solist og kammermusiker Nina Gade. Derefter kaffe.
3. juli: Efter morgenmad: folkesange og gårdsangerviser samt fortællinger om tilblivelse og overleveringer ved Christian Foged. En uforglemmelig oplevelse. Frokost - alt hvad maven kunne begære og mere til. Derefter »Syng i Sangens År« ved seminarielektor Inger Johansson. Først en sprudlende lektion i at lære at synge. Det var alt andet end kedeligt. Vi ønskede os begge, at nogle af hendes pædagogiske evner var blevet os givet. Hun sagde, at alle kan synge, og det troede vi så på, hvorefter der blev sunget af karsken bælg.
Middagen var bedre end dagen før. Om aftenen fortælling og sange om Liva Weel ved PH-Trioen. Bassist Peter fortalte hendes historie, og så sang eftermiddagens Inger mange af Livas sange. En ubeskrivelig dejlig aften.
4. juli: Morgenmaden var overdådig, fordi øjnene ikke får nok før maven, og så fulgte en mageløs, uforglemmelig og sjov formiddag med fortælling og fællessang ved Mogens Petersen om Sigfred Pedersen. Frokost som dagen før efterfulgt af rundvisning ved tidligere inspektør på Skarrildhus Leif Nielsen. Endelig kaffe og afslutning med evaluering ledet af Greta Jørgensen.
Vi var glade og meget tilfredse. Vore tanker kredsede om det, vi havde oplevet. Vi mangler ord til at beskrive vor sindstilstand, men mon det er helt forkert at mene, at vi havde hørt »englene synge«.
Forkortet af redaktionen