Normalt forbinder vi ikke faget sløjd med bøger. Hvis vi bruger bøger i det fag, er det kun bøger, der står i et enkelt eksemplar på en hylde til inspiration, når eleverne skal fremstille genstande.

Men sløjd er ikke et fag, hvor man producerer genstande, sløjd er et pædagogisk fag, hvor de genstande, der produceres, er af mindre betydning. Ikke for eleverne, men for faget og for samfundet. En sløjddidaktiker har engang sagt: »Genstande er sløjdundervisningens affaldsprodukter!« Sløjd har altid været andet og mere end produktion af genstande. Med præciseringen af fagets formål i form af de såkaldte Fælles Mål burde dette være indlysende for alle.

Fælles Mål for faget indeholder 17 slutmål, som alle skal opfyldes. Et af dem siger, at eleverne skal »forholde sig til håndværkets betydning i forskellige samfund«, et andet, at de skal »forholde sig til miljø, herunder bæredygtighed. De skal også forholde sig til »arbejdsmiljø«, de skal kunne designe og »fortælle om arbejdsprocessen og fremlægge produktet« og så videre.

Det er den enkelte sløjdlærer, der i praksis skal sørge for, at slutmålene efterleves. Hvis vi ser bort fra det rent manuelle, som at vælge og bruge værktøj, maskiner og øvrige tekniske hjælpemidler hensigtsmæssigt, så er det reelt umuligt for den enkelte lærer at nå rundt om alle slutmål, og når han det, når han ikke at følge op på indlæringen og evaluere den. Derfor kommer vi ikke uden om en grundbog i sløjd. Ikke en bog, der skal erstatte fremstillingen af genstande, men sætte dem i perspektiv; en bog, der skal følge op på den manuelle indlæring og tage sig af de slutmål, der ikke læres gennem den traditionelle undervisning i sløjd.