Anmeldelse

Straffebogen

- når dommen falder

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er indlysende, at der må en holdningsændring til, og at der ligger et meget stort ansvar på både forældre og lærere, når udviklingen går i så pervers en retning, at "happy slapping" blandt nogle børn og unge blot bliver betragtet som et modehit.

Bogen "Straffebogen - når dommen falder" indleder da også med nogle tankevækkende ord af dommer Claus Bruun, der udtaler, at mange af de handlinger, der foregår i skolegården, ville føre til en straffesag, hvis de var blevet udført af voksne.

Det egentlige indledningskapitel følger herefter med en definition på, hvad der er rigtigt og forkert, og hvorfor staten straffer. Det slås fast, at den dømte skal lære at kende forskel på rigtigt og forkert,og at straffen skal kunne mærkes. Sådan! God provokerende udlægning, som da også er ment som et udgangspunkt for en diskussion i klassen om, hvad der er ret og rimeligt i forbindelse med forbrydelse og straf.

Størstedelen af bogen er baseret på udskrifter af otte straffesager fra byretten i en større dansk by, men den type straffesager, som sjældent når til avisens spalter.

Ind imellem dialogerne fra retslokalet er der indsat bokse med faktuelle oplysninger om ret og pligt, og for eksempel hvordan en retssag foregår rent praktisk.

Det er en glimrende bog, og den vil være et godt udgangspunkt eller supplement til undervisning i samfundsfag, når emnet er retssystemet. Bogen kan derfor anbefales - også som forberedelse til et besøg i den lokale ret eller som oplæg til rollespil.