Kan man virkelig bortdømme et skolesystem bare på grundlag af nogle internationale målinger af elevers (manglende) færdigheder i læsning og matematik, spørger professor i komparativ pædagogik, Thyge Winther-Jensen, i Folkeskolen nummer 15. Ja, det kan og det bør man, hvis det sørgelige resultat, som tilfældet er, stemmer med, hvad man hele tiden har kunnet forvente af det undervisningsrepressive skolesystem. Vores underdanige Håbo-fascination foranlediger imidlertid, at vort skolesystem ikke tåler komparation, men snarere har brug for bortforklaringer, hvilket professoren derfor må kaste sig ud i. Først af­slører en Pisa-undersøgelse vort skolesystems elendighed, så dømmer den komparative pædagogik undersøgelsen meningsløs, fordi denne ikke ses i forhold til det, vi vil med vores skole. Herefter fremføres som den »indlysende« sandhed, at vi altså ikke vil den faglighed, som alle ellers taler så varmt for, men som ingen dog synes er særlig vigtig, og som professoren ad uransagelige veje har opsporet, at befolkningen (for­ældrene) absolut ikke vil vide af. Dermed har den komparative pædagogik udviklet sig til den afledningsmekanisme, der skal give indhold til den »indlysende« sandhed og skjule den »virkelige« sandhed. De internationale undersøgelser er indlysende værdiløse for os, fordi vi bare påstår, at vi vil noget andet med vores skole end den faglighed, undersøgelserne måler på, men som vi altså ikke vil have med at gøre. Denne fordummelsesproces skal gerne cementeres i, hvad Winther-Jensen kalder for værdidebatter, der også gerne skal opfriske vor tillærte forkærlighed for ensgørelsens middelmådige jævnhedsideal og øge vor afsky for engang igen at komme øverst på en eller anden komparativ scoringsliste.