Undervisningsministeren foreslår nationale test i 2., 4. og 6. klasse, fordi det er vigtige tidspunkter i et skoleforløb. I dagligdagen er hvert klassetrin vigtigt, og hver dag er af vigtighed i mødet mellem elever og lærere. Den løbende evaluering er ikke en handling, der foretages en gang om året. Den foretages langt oftere. Ikke alle, men mange lærere gør logbogsoptegnelser over deres undervisning, så de er i stand til at dokumentere elevernes udvikling fagligt, personligt og socialt. De bruger deres iagttagelser og optegnelser, alt efter elevernes alder, til i samarbejde med elever og forældre at opstille mål, som tager udgangspunkt i det enkelte barns resurser og nærmeste udviklingsområder og ikke ud fra et standardbarn. Det er, som om vi nu tror, at bindende trinmål kan få alle børn til at lære det samme og lige meget. Sådan er det ikke, og det har aldrig været sådan. Vi har vænnet os til, og vi opfatter det nærmest som helt naturligt, at de karakterer, der bliver givet efter 13-skalaen, nuancerer bedømmelsen af elevernes faglige kundskaber og færdigheder. Det betyder, at vi må vedkende, at vi aldrig har kunnet lære alle det samme. Det er ikke det samme, som at vi er tilfredse med, at nogle går ud af skolen med for ringe kundskaber. Tværtimod trækker mange lærere på de muligheder, der er i systemet med henvisning til specialundervisning og særligt tilrettelagte tilbud, for at afhjælpe en elevs vanskeligheder så hurtigt som muligt.

På www.dpu.dk taler Martin Bayer, Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), om at få nedskrevet en fagetik. Det er holdninger som »sådan plejer jeg nu at gøre det« og »her går vi lidt stille med det«, som Martin Bayer vil have luget ud af lærerværelserne. På mange skoler er der for lidt kendskab til, hvordan kollegerne arbejder, for meget indforståethed og for mange uskrevne regler, siger han.

Thyge Winther-Jensen, DPU, gør i Folkeskolen opmærksom på, at tal og test er meningsløse, hvis de ikke bliver set i forhold til det, vi vil med det danske uddannelsessystem. Han viser tilbage til IEA og Pisa og gør opmærksom på, at forskerne var bekymrede over, at forskelle på elevpræstationer blot blev trukket ud og brugt som sammenlignelige talmål mellem landene. Iveren efter at måle alt har grebet om sig i et hidtil ukendt omfang. Over 30 landes regeringer og ministerier står bag Pisa og ikke forskergrupper. Det bliver vigtigt at kunne sætte sig ind i den metode, der ligger til grund for undersøgelserne. Dette, gør også den norske forsker Jorunn Møller opmærksom på, er nødvendigt for at kunne diskutere resultaterne.

Derfor er vi nødt til at gøre op med det, der hos os selv ikke er godt nok. Vi må have diskuteret og udviklet lærerkvalifikationer der, hvor de mangler. Hos Dale finder vi to forskellige opfattelser af lærerrollen en erhvervsrettet og en professionsrettet forståelse. Jeg er ikke i tvivl om, at vi må gå efter at få den professionsrettede udviklet for at kunne skabe udvikling for børn.

Resultaterne fra nationale test og inspektioner af skolers virksomhed sætter skræmmende spor. Dem skal vi ikke efterligne, fordi vi kommer til at smide en flot dansk virksomhed ud, der har undervisning og læring for øje. Der er næppe uenighed om, at de basale færdigheder ikke må forsømmes. Men hvad så derudover? Hvordan skal balancen være mellem basale færdigheder og den indsigt og forståelse, vi også gerne ser fremmet?

Vi kan ikke være tilfredse med, at vi sender kommende borgere ud af skolen med en oplevelse af, at de ikke gør en forskel for vores samfund. Hvordan skal de kunne deltage i udvikling af et demokratisk samfund? Hvordan skal de tage vare på deres uddannelsesmuligheder, job og kommende forældreopgave? Vi vil helst have folk, der kan klare sig og ikke skal på overførselsindkomst. Vi vil have dygtige unge, der kan klare sig i det globale samfund. Derfor er det nødvendigt, at vi får en debat om skolen, hvor alle har en ordentlig baggrund for at tale med.

Marianne Kondrup er lærer