I politik er det et velkendt fænomen at vende og dreje tallene. Samme manøvre foretager professor Niels Egelund i Folkeskolen nummer 16-17, hvor han forsøger at forklare, hvorfor Gentofte Kommunes flagskib, Hellerup Skole, ved sidste års afgangsprøver fik en lidet flatterende placering som nummer 1.423 ud af 1.603 skoler. Og det er ingen anekdote, Egelund.

Oplysningerne har været bragt i det sædvanligvis pålidelige dagblad Politiken.

Hvorom alting er, så har mine bevæggrunde til at stikke næsen frem været et forsøg på at nuancere debatten. Bortset fra den ukuelige Niels Christian Sauer, der fortjener et stort skulderklap for sine mange fornuftige synspunkter, har den pædagogiske debat næsten udelukkende været præget af skrivebordsgeneralerne.

Nogle teoretikere udviser til tider et akademisk hovmod ved at latterliggøre folk, der har mange års erfaring for, hvad der er realistisk at gennemføre i virkelighedens verden. At kunne slynge om sig med popsmarte hurra-ord som nytænkning, fleksibilitet, rummelighed, læ­ringsrum er jo ingen kunst. Måske skulle man slå koldt vand i blodet og afvente resultaterne af den moderne skolepædagogik, før vi alle marcherer i den samme retning.

Nikkedukker, der kritikløst bare flyder med strømmen som de døde fisk, skaber ikke en bedre folkeskole.

Min afsluttende appel til de hårdtarbejdende lærere, der dag efter dag og uden de store armbevægelser leverer folkeskolens kerneydelse (god, gedigen undervisning), skal derfor lyde:

Kom ud af busken og fortæl eksperterne, i hvilket tempo og i hvilken retning udviklingen bør gå.