Bedsteforældre er et folkefærd for sig. De kan som bekendt være trættende at høre på i deres optagethed og sentimentale fremstilling af den blodbeslægtede fantastiske avl. Ofte ledsaget af insisterende fremvisning af et par hundrede enslignende fotos.

Et fænomen, der spidser sig til i børnefattige velstandstider. Jeg nægter i alt fald at tro, at mine egne bedsteforældre omfattede deres børnebørn med en så stor og savlende opmærksomhed. Jeg kom i de tanker under stadig oprydning af mine kolossale papirdynger (jeg bliver aldrig færdig), sad med nogle ark i hånden, mange ark, skrevet på min elendige Erika-håndhakker med nedslidt farvebånd, svært læselige. Dateret i årene 91-93. Mormorens beretninger om verdens ottende vidunder. Alt stod lyslevende klart ... sådan var det. Hermed et brudstykke fra august 92:

»Man kan vel ikke sidde inde hele dagen i sommerhus og rase over vejrguderne. Ikke da som fireårig. Dagsregn, mørk kulde, hidsige vinde. Hjertebarnet blev pakket ind i gult regntøj. Vi cykler en tur, fordi vi ikke er pyldrede hen ad den hullede mudrede kirkesti. BMXens hjul på størrelse med tallerkener, et vindstød af kulingstyrke smed Cille af cyklen og fik mundvigene til at vende den forkerte vej. Vi går i læ i kirken, råbte jeg et par cykellængder forude af mine lungers fulde, så kan du osse se kirkegården, hvor alle de døde ligger! I Råbjerg Kirkes våbenhus indskrev hun sig i gæstebogen i dyb koncentration, længe, længe løftet op af mine blåfrosne hænder. Med vådt viltert hvidt hår og regndråber dryppende fra næsen skrev hun sit navn og tilføjede under de kluntede bogstaver 4 år til uvisnelig hæder. Med sjuppende gummistøvler blev kirkerummet inspiceret. Hvor er så alle de døde?, spurgte hun og lod blikket glide rundt. På kirkegården, hvor hidsige kastevinde sendte os flyvende af sted, læste jeg navne højt fra gravstene. Jens Pedersen, Kaj Sør Kaj ... ham kender jeg, afbrød Cille glad og slog en våd arm ud mod gravstenen. Da vi steg på cyklerne til medvindsturen hjem, spurgte hun med dagligdags stemme: Dør du så snart, mormor? Nej, nej da, aldrig, jo, men om meget længe. Vi cyklede hjem i slalom mellem pytterne, sortbrogede køer drejede hovederne efter skingre stemmer, Hej ko, har du gule øreringe på i dag? råbte vidunderbarnet. Vel hjemme i sommerhuset smed Cille skvulpstøvlerne og det våde tøj i tilfældige retninger med ordene: Turen var perfekt go nok, bedstefar!«

Ikke sandt det er sådan, det er. Man blev rørt hele tiden. Ingenting kan måle sig med børnebørn.

Nu er alt anderledes. Væk er barnet. Seksten år til næste august. Hun mailede til mig i går og spurgte, om jeg stadig ikke havde fået malet radiatoren på hendes værelse ...