Folkeskolens leder:
Arbejds(over)tid
Underrubrik
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Ingen aftale om arbejdstid endnu«. Sådan lød overskriften på en af folkeskolen.dks nyheder i november. Det havde ikke været muligt at nå til enighed inden for den aftalte tidsramme, forklarede parterne i en fælles udtalelse.
I fem måneder blev der ikke ført reelle forhandlinger, men torsdag i sidste uge hed det så: »Forhandlingerne om arbejdstid i gang igen«.
De første, der fik nyheden, var Danmarks Lærerforenings kredsformænd, som var til konference om kravene til den kommende overenskomst. Anders Bondo Christensen og KLs politiske forhandlingsleder, borgmester Kjeld Hansen, var yderst fåmælte. De forhandler hverken via konferencens talerstol eller gennem Folkeskolen og folkeskolen.dk, men de håber begge at nå til enighed inden sommerferien.
Nu er ordet »håb« jo temmelig uforpligtende. Ingen har lovet noget, og meget kan gå galt. Det tog 153 dage at komme til forhandlingsbordet igen, og på et tidspunkt i »pausen« så det endda meget sort ud. Det var da, bladet »Danske Kommuner« i en række stort opsatte artikler fik tegnet en karikatur af DLFs ledelsesopfattelse og citerede KLs topfolk for, at Anders Bondo skulle have et nyt forhandlingsmandat, hvis man skulle nå et resultat.
Men denne (pseudo)konflikt er tilsyneladende nu fortid. Det har vist sig, at der ingen reel uenighed er mellem DLF og de kommunale arbejdsgivere om, hvordan skolelederne skal kunne agere i forhold til lærernes arbejdstid. Og det er værd at bemærke, at Kjeld Hansen heller ikke nævnte forhandlingsmandatet med ét ord, da han talte til DLFs kredsformænd, så nu kan der forhandles igen.
Men det er forhandlinger på overtid. Hvis et resultat skal vedtages og debatteres og der skal kunne stemmes om det, inden det ringer ud til sommerferie skal der arbejdes på højtryk. Og forhandlingerne kommer til at foregå, samtidig med at Lærerforeningens medlemmer skal tage stilling til, hvilke krav der bør stilles til Overenskomst 05. Det gør ikke medlemsdebatten nemmere.
Og hvis parterne ikke bliver enige, ser situa-tionen endnu mere kringlet ud, for så bliver arbejdstidskravene fedtet ind i overenskomstforhandlingerne, og man behøver ikke at have profetiske evner for at forudsige, at lønkravene vil have høj prioritet set fra lærerside. Det kan hurtigt blive en gang uskønt klumpspil, hvor parternes erklærede, fælles ønske om en fleksibel og ubureaukratisk arbejdstidsaftale, der gælder for alle folkeskoler i hele landet, går tabt. Så lige nu er det vist kun at håbe på, at der bliver scoret i overtiden.
-th
Læs også side 12
Hvis et resultat skal vedtages og debatteres og der skal kunne stemmes om det, inden det ringer ud til sommerferie skal der arbejdes på højtryk