Debat
Skridt i den rigtige retning
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Selv om det ved flere lejligheder er blevet antydet, at Dansk Folkeparti ikke er gift med regeringen, må jeg indrømme, at regeringens tipunktsplan til forbedring af folkeskolen er helt i tråd med en del af Dansk Folkepartis program.
Dog er der punkter, hvor vi ikke er helt enige, men der er til gengæld også punkter, hvor vi igennem mange år har plæderet for, at der skulle ske forbedringer. Blandt andet med niveaudelingen, som regeringen også er en varm fortaler for.
Vi mener, at man alt for længe kun har tilgodeset de svage elever og ikke de gode elever. Der er ingen, der siger, at man behøver at oprette a- og b-klasser, men man kan differentiere undervisningen i ordets bogstaveligste forstand, nemlig ved at bruge deltimer, hvor man optimerer undervisningen for de gode sammen med andre gode, og for dem, som ikke er så stærke i nogle fag, styrker man de elever sammen.
Blandt andet er vi også fortaler for, at børnehaveklassen har en undervisningsplan, så det ikke er så vanskeligt for børn at starte med at skulle lære i 1. klasse, men at man allerede i børnehaveklassen lærer dem at sidde stille og have interesse i boglige fag.
Dansk Folkeparti mener ligeledes, at naturfag på alle trin i folkeskolen skal styrkes, samt en ekstra time i dansk og matematik fra 1. og 3. klasse. Alle ved, at børn elsker at lære. De er nysgerrige, og vi ønsker, at børnene skal kunne følge med den hastige teknologiske udvikling, som samfundet befinder sig i.
Ligeledes mener Dansk Folkeparti, at det er nødvendigt, at børn får indblik i teknologi i en tidlig alder og lærer at håndtere en computer allerede fra 1. og 2. klasse, så det bliver implementeret i undervisningen som en selvfølge. Dette er en nødvendighed for, at børnene kan følge med. Ligeledes skal de lære at kunne skrive på den, så kurser i indtastning bør indføres allerede i 2. og 3. klasse, så børnene har lettere ved at kunne formulere sig via en computer.
Derudover har Dansk Folkeparti et ønske om at indføre tre ekstra bevægelsestimer i skolen, for gode vaner bør grundlægges fra barnsben. Bevægelsesfaget kan bestå af mange ting. Det kan være dans, rytmik, koordination, bevægelseslære, sund kost, ernæringslære, tips til den daglige motion samt meget mere. Mulighederne er utallige, og faget skal som sagt bestå af tre ekstra ugentlige timer på alle trin i folkeskolen. Det vigtigste er, at børnene får glæden ved at røre sig, så de til sidst gør det per automatik og slet ikke kan undvære det. Dette vil være en forebyggelse for resten af livet.
It-teknologiens hastige fremskridt har bestemt ikke hjulpet på, at både børn og voksne har fået en mere inaktiv livsstil end tidligere. Folkesundheden lider under manglende fysisk aktivitet, derfor er det vigtigt, at bevægelsesfaget bliver implementeret i børnenes hverdag.
Louise Frevert
uddannelsesordfører for Dansk Folkeparti