Et flertal i hovedstyrelsen på 14 mod 11 valgte på det ekstraordinære hovedstyrelsesmøde 23. april, hvor det specielle Overenskomst 02-resultat skulle debatteres, at undsige kongressens beslutning om, at arbejdstidsaftalen er opsagt per 1. august 2004.

I det mæglingsforslag, vi netop har haft til afstemning, indgår det på det specielle område, at den nuværende aftale skal fortsætte, hvis der ikke kan opnås et resultat ved de forhandlinger, parterne skal optage i efteråret 2003.

Den udgang på en resultatløs forhandling er i strid modvind med det, kongressen besluttede i 2001. Konsekvensen er, at vi har afskrevet et pressionsmiddel i de kommende forhandlinger med Kommunernes Landsforening, som det er svært at se en erstatning for.

Opgaven på hovedstyrelsesmødet var at indkredse, hvilke elementer vi skulle forsøge at få genforhandlet, såfremt urafstemningen resulterer i et nej.

Det var i den sammenhæng, at vilkårene for forhandlingerne om arbejdstid blev diskuteret.

Under debatten blev kongressens beslutning udlagt som værende ugennemtænkt, ligesom det blev nævnt, at kongressen ikke havde gennemskuet, hvilken kaotisk situation vi kunne bringe os selv i, såfremt vi skulle arbejde efter en mødeplan med udgangspunkt i 37 ugentlige arbejdstimer.

Vi er en del, der ikke er i tvivl om, at kongressen var vel vidende om, hvad beslutningen kunne medføre. Det fremgår klart af referatet fra kongressen, at den sag blev drøftet grundigt.

Ligeledes fremgår det også af referatet, at formanden op til flere gange opfordrede kongressen til at stå sammen om at opsige aftalen per 1. august 2004 og dermed placere ansvaret for at få optaget forhandlinger om en ny aftale direkte hos Kommunernes Landsforening.

Nu er tonen en anden - og kongressens beslutninger omgjort af et flertal i hovedstyrelsen, der var blevet klogere siden kongressen. Så pyt med kongresbeslutninger!

Det kunne der skrives meget om - men jeg vil nøjes med den korte udgave:

Det virker absurd!

Lotte Lange

medlem af DLF's hovedstyrelse