'Begynder vores egen forening nu også at læsse nye opgaver i hovedet på os?' Og 'skal vi nu selv til at betale for den skoleudvikling, som reelt er kommunernes ansvar?'

Begge retoriske spørgsmål besvarer Anni Herfort Andersen i Folkeskolen nummer 15 med et nej. Men formandens efterfølgende udredning udhuler nej'et. Det er faktisk meningen, at vi selv skal betale for en synliggjort kvalitetsudvikling. Folketinget har afleveret en undervisningsmæssig kvalitetstom og umuliggjort folkeskole. Lærerne er af deres egen forening pålagt gennem en kontingentforhøjelse selv at finansiere en kvalitetsopsøgning, der enten kan skjule den sande kvalitetstomhed, eller som af trofasthed mod den skolelov, som DLF bærer sin del af ansvaret for ved sin kritikløse tilslutning, finder det kvalitative inden for det kvalitetstomme.

Vi bestemmer jo selv, hvad vi vil kalde for kvalitet. Så mon ikke vi kan bide hovedet af al skam og finde vor kvalitet inden for folkeskolelovens rammer. Der er altså tale om en form for moralsk oprustning, hvor vi alle opøves i at stå sammen i selvskabt enighed om den rette lære, den rette tro og det rette ideologiske grundlag. Som konstateret af Anni Herfort tegner offentligheden et billede af folkeskolen i krise. Det billede skal vi sløre, så det kommer til at se forvrænget ud. Så krisefyldt er vor folkeskole altså.

Vagn Madsen

Brønderslev