Debat
Elefant i porcelænsbutik
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jeg er dybt chokeret over overskriften 'Islam er ikke et karneval' i Folkeskolen nummer 15, idet den afslører en ufattelig mangel på respekt for de skolepiger, der går med tørklæde, og som artiklen handler om. Elefanten vader rundt i porcelænsbutikken - uden nogen som helst situationsfornemmelse.
Når jeg i min bog 'Islam i europæisk klædedragt' bruger ordet 'misfoster', er det i forbindelse med den lille gruppe voksne, etniske danskere, der herhjemme iklæder sig 'abaya, chador eller lignende' - det vil sige typisk orientalske klædedragter, der af diktatoriske regimer bliver påbudt ved lov. Jeg er naturligvis ikke ude efter hverken indvandrerkvinderne eller skolepigerne og deres tørklæder.
Et tørklæde burde ikke udgøre noget problem i den daglige omgang mennesker imellem og burde ikke være en hindring for at tage en uddannelse eller udfylde en plads på arbejdsmarkedet. At forbyde tørklæder ved lov (medmindre det er af sikkerhedshensyn på en arbejdsplads) er lige så forkasteligt som at påbyde dem ved lov. 'Tørklæde-spørgsmålet' er et internt muslimsk anliggende, som løses bedst uden indblanding udefra.
Når jeg taler for, at det synlige slør/tørklæde skal overflødiggøres, er der tale om en langsommelig proces. Det handler om den enkeltes selvudvikling, der desværre bliver bremset af religiøse ledere, der - for at beholde deres autoritet (læs: magt) over menigmand - foregøgler dem, at det ydre er det altafgørende.
Først når det indre sættes højere end det ydre, vil den enkelte opnå den frihed, der er helt grundlæggende i islam. Og først da vil man få et retfærdigt samfund, hvor alle har lige muligheder, rettigheder og ansvar - uanset køn, hudfarve, sprog, nationalitet, kultur eller tro.
Aminah Tønnsen Echammari
forfatter