Faktisk er det selvforskyldt, når vi er blevet gidsler i vort eget demokratiske system. Jeg tænker på Torben Thomsens malende beskrivelse af en kredsgeneralforsamling, der ikke lader en kinesisk partikongres noget efter i design: Timelang formandsberetning - rituelle hyldester - for nu endelig ikke at glemme enstemmigheden! (Folkeskolen nummer 14).

Idel demokratisk stokroseidyl, når den 'gratis' mad og drikke indtages efterfølgende. Men der er noget galt, når så fåønsker at deltage!

Er det, fordi seancen er så forudsigelig?

Er det afmagt, fordi systemet er for uigennemskueligt og især uigennemtrængeligt?

I hvert fald et alarmerende symptom på et gigantisk demokratisk underskud. For selv om den demokratiske procedure er uangribelig de jure, er der noget selvkonserverende og i høj grad selvsupplerende i magtstrukturen. Altså det med at systemet ofte synes at bringe spiselige og 'ufarlige' kolleger i forslag, når der er en post ledig. Som så vælges uden modkandidater - fordi ingen andre vil!

Men lyst til magt borger ikke nødvendigvis for egnethed! Villighed til at kolportere Vandkunstens slagord og paroler giver nok pædagogisk/politisk stabilitet - men er det lige det, vi har mest brug for?

Derfor burde man tage skridt til at give demokratiet i organisationen et eftersyn. Tænk blot det at eliminere gruppepresset! Angsten for at mene det forkerte - for at være bagstræberisk. For at være imod, hvis de andre er for! Vi oplever det gang på gang i alverdens sammenhænge. Lad os sidde hjemme og bedømme og seriøst tage stilling.

Det lader sig dog praktisere, når det handler om valg til hovedstyrelsen! Jeg er overbevist om, at det vil øge lysten markant til at deltage i beslutningerne. Endelig kan man som belønning til 'de aktive' uddele spisebilletter til 'Jensens Bøfhus' - så passer pengene. Men passer det DLF?

Niels Christian Christensen

Hjørring