Folkeskolens leder:

Angreb på dialogen

Underrubrik

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Minister angriber lærere', stod der tværs over Politikens forside i fredags - med typer i en størrelse, der burde være reserveret Jesu genkomst.

Historien handlede om en kronik, som undervisningsminister Margrethe Vestager har skrevet til organet for den højeste oplysning, og som kunne læses i avisen samme dag.

Men efter at have læst både forsideartiklen og kronikken sidder man noget forvirret tilbage. På forsiden fokuseres der på nogle linier, hvor ministeren udtrykker mismod over, at 'lærere i folkeskolen giver udtryk for, at de allerede i de første måneder af børnenes skoletid præcist kan afgøre, hvem i klassen der får svært ved at falde til'.

'Jeg vil i dialog med de lærere', fortæller hun til journalisten.

Hvis Politikens nyhedsredaktion vil kalde det et angreb, så er det da i orden. Men så får avisen et sprogproblem, den dag der skal skrives om et angreb. For hvad skal journalisten så kalde det?

Margrethe Vestagers kronik handler om samfundets samvittighed og ministerens svaghed for de svage. 'Jeg tror, at en vigtig del af fornyelsen af velfærdssamfundet ligger i at løfte det særlige ansvar for de få', skriver hun. Og med de meldinger, ministeren kommer med i interviewet på de næste fire sider her i bladet, kan der ikke være tvivl. Margrethe Vestager nærer stor respekt for lærernes indsats, og hun inviterer til dialog.

'Jeg synes, det er meget tidligt at give op for den lærer, der står foran at skulle undervise og medvirke til at opdrage barnet de næste fem eller ti år', skriver hun i Politiken og advarer mod etiketter som Damp-børn, Acid, Asperger eller ordblindhed.

Det er rigtigt, at for tidlig diagnosticering kan give en alt for fastlåst opfattelse af, hvad et barn kan. Det er også rigtigt, at man over tid kan se, hvordan der er mode i både begreber og diagnoser. Og både menneskeligt og professionelt er det uacceptabelt, hvis en lærer eller en psykolog uden videre smækker en stigmatiserende etikette på et barn.

Men det skal også med i dialogen, at præcise begreber kan være til stor gavn i et professionelt arbejde, og set i den sammenhæng virker ministerens opremsning af forkortelser noget tilfældig. 'Damp' er en diagnose, som kan fortælle forældre, pædagoger og lærere noget om, hvilke vanskeligheder barnet har. 'Acid' derimod er ikke en diagnose, men et prøvesæt, som gør det muligt at vejlede lærerne om, hvordan et barns læring kan støttes. Prøverne kan vise noget om elevens sprog, ordforråd og evne til at ræssonere og handle. Ved at sammenholde resultaterne fra de forskellige delprøver kan lærerne få en viden om, hvor barnet har sine styrkeområder, og hvor der skal sættes ind.

Det er altså ikke nok at sige nej til tilfældige etiketter. Man kan med lige så stor ret hævde, at skolens værktøjer og begreber ikke er præcise nok til at støtte de svage.

På samme måde, som det er upraktisk ikke at kunne kende forskel på et angreb og dialog.

-th

Læs side 4

Ministerens opremsning af forkortelser virker noget tilfældig