I takt med at kommunerne vedtager budgetter for det kommende år, står det klart, at også folkeskoleområdet mange steder bliver ramt af besparelser. På trods af store ambitioner og gode hensigter vil den økonomiske krise, som lige nu skyller ind over vores del af verden, ryste kommunernes økonomi. KL’s formand, Martin Damm, taler om “massive fyringsrunder”, hvis ikke regeringen yder ekstra økonomisk hjælp til landets kommuner, der har markante ekstraudgifter. De højere priser alene som følge af inflationen betyder, at kommunerne i år står med en ekstraregning på 1,4 milliarder kroner.

Nu er der udskrevet folketingsvalg, og vi står midt i en politisk debat, hvor vi må forlange, at et nyt Folketing og regering tager ansvar for, at kommunerne får mulighed for at løse deres opgaver uden massive forringelser på grund af krisen. Det handler først og fremmest om den årlige kommuneaftale med Finansministeriet, som hvert år sætter rammer for de kommunale budgetter. Og så handler det om den mere end ti år gamle budgetlov, som reelt er blevet en spændetrøje for kommunernes muligheder for at investere i udvikling og velfærd. For eksempel kan kommunerne ikke investere opsparede midler i hårdt tiltrængte kommunale opgaver som folkeskolen. Ingen af disse giver mening i en tid, hvor inflationen nærmer sig ti procent.

Folkeskolen har brug for investeringer – ikke besparelser. Og det er Folketingets opgave at sikre kommunerne et økonomisk råderum, der gør det muligt at prioritere skoleområdet. Det er forældet økonomisk tankegang alene at betragte skolen som en kommunal udgift. Investeringer i folkeskolen giver afkast – både menneskeligt og økonomisk. Omvendt vil forringelser trække et spor af omkostninger efter sig langt ind i fremtiden – for den enkelte og for samfundet.

I Danmarks Lærerforening har vi været dybt engageret i et tæt samarbejde med regeringen og de politiske partier gennem flere år. Det har givet meget konkrete resultater for eksempel i form af et nyt evalueringssystem i folkeskolen og en styrkelse af læreruddannelsen både i indhold og økonomi. Det samarbejde skal vi holde fast i – uanset hvordan Folketinget er sammensat efter et valg. Skolens udfordringer med mislykket inklusion og alt for mange børn og unge, som mistrives, må alle skolens parter være sammen om at finde holdbare løsninger på. Det ansvar tager vi gerne på os.

Men vi må forlange, at en ny regering efter valget tager ansvar for at sikre kommunerne en økonomi, der gør dem i stand til at prioritere de investeringer i folkeskolen, som er så nødvendige for, at vi kan lykkes med opgaven.