Emnet er fyldt med muligt politisk misbrug og vanskelige fortolkninger af, hvad der egentlig er på spil. Men opgaven sætter vigtige spørgsmål på dagsordenen.

Skribenten, Najla Adlouni, har selv gået i både folkeskolen og en muslimsk friskole - og det er i den sidste type skole, hun har observeret undervisning i forbindelse med sin bacheloropgave. Hun kritiserer begge skoler for at være monokulturer, som ikke er gode nok til at åbne op for andre kulturer. I den muslimske friskole har hun set etnisk danske lærere have problemer i forhold til muslimske drenge og blive latterliggjort og have vanskeligt ved at gennemføre undervisningen. De muslimske lærere bliver der­imod tiltalt respektfuldt, og der er ro i timerne. I den danske skole oplevede hun, at hun kun blev set som en, der gik med tørklæde.

Najla mener, at det mest handler om forventninger - og åbenhed om forskelle og ligheder. Hverken den danske folkeskole eller den muslimske friskole er gode nok til at åbne op for andre kulturer og behandle dem med respekt og ligeværd, mener hun.

Men der er også en pointe omkring larm. Najla oplevede, at hun lærte mere på den muslimske friskole end i folkeskolen - fordi der både var et højt fagligt niveau og også mere ro i timerne. Det var simpelthen nemmere at koncentrere sig. For nylig viste en undersøgelse, at nogle muslimske friskolers elever klarer sig bedre ved afgangsprøverne end de tilsvarende elever i folkeskolen.

Det handler om forældreopbakning ligesom på alle friskoler. Men problemer med uro er også en ingrediens. Det har blandt andre Niels Egelund sagt længe - og det behøver ikke at være forkert, fordi det er ham, der siger det. De seneste trivselsmålinger i folkeskolen viser, at en tredjedel af eleverne oplever problemer med at koncentrere sig i klassen.

Det er alt for mange.

Ganske vist er det rigtigt, at stilhed ikke i sig selv betyder, at eleverne lærer noget. De kan jo være faldet i søvn. 
En vis arbejdsuro kan være velgørende. Men det er altså nemmere at lære noget, hvis der er mulighed for at tænke to sammenhængende tanker.

Når Najla Adlouni nu skal ud at arbejde som lærer, må man håbe, at hun kaster sig ud i at bygge bro og åbne kulturer. For eksempel møder etnisk danske elever alt for sjældent tosprogede lærere i rollen som almindelige 
lærere i folkeskolen.

Og havner hun på en muslimsk friskole, er der også en bro at tage vare på. Også selv om det kan være uden for komfortzonen. Der er brug for mange af den slags byggerier i øjeblikket.