Debat
En ide med perspektiv
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Uddannelse som håndværker og senere mulighed for en universitetsuddannelse (folkeskolen.dk 6. september, redaktionen). Det er en virkelig god ide og en brugbar vej. Man opnår derved, at mange bliver håndværkeruddannede, og de bedste af dem, dem med lysten, får mulighed for en videregående uddannelse. Det er nu ikke helt nyt. Man har hidtil haft mulighed for at læse videre på teknikum og ad den vej blive teknikumingeniør, men ikke civilingeniør.
Det, at man i folkeskolen kan sige (og mene det), at en håndværkeruddannelse uden videre kan føre til et universitetsstudium, vil bevirke, at langt flere vil vælge håndværkeruddannelsen, og man vil dermed komme ud over manglen på håndværkere, idet flertallet vil blive ved håndværket. Det er jo en fuldgyldig levevej, hvilket man ikke just kan påstå om den akademiske vej med de talrige offentlige nedskæringer in mente. Det, man virkelig har brug for, er praksis, ikke teori, som man jo har i rigelig mængde - for ikke at sige i overflod.
Vi uden akademisk uddannelse har hele tiden sagt, at en studentereksamen var blevet adgangskortet til en hvilken som helst videregående uddannelse. Og det har jo vist sig at være korrekt, hvad enten den var nødvendig eller ej.
At studentereksamen er blevet en slags adgangstegn til al uddannelse, enten den er relevant eller ej, har bevirket, at mange aldrig er kommet i gang. En del, fordi evnerne mangler, og en hel del, fordi de mangler muligheden, ofte af geografiske årsager. Men det er jo stadig sådan, at de kvikkeste hænder styres af det kvikkeste hoved, på trods af alle myterne om det modsatte.