For kort, de forkerte fag, ingen personlig udvikling og almen dannelse. Automatreaktionerne har været mange, siden uddannelsesminister Morten Østergaard inden sommer fremlagde et reformudspil til en ny læreruddannelse. Udspillet repræsenterer dog et helt afgørende paradigmeskifte i forhold til tidligere læreruddannelsestænkning i Danmark. Den nye læreruddannelse skal styres gennem kompetencemål, og det betyder, at der rettes fokus på, hvad de studerende kan. Uddannelsen skal ikke længere styres gennem fagenes indhold, men vurderes på dens resultater forstået som de studerendes læring i forhold til deres kommende pædagogiske praksis.

Fremtidens læreruddannelse giver fra første færd de studerende indblik i, hvad der forventes af dem, fordi der skal formuleres klare læringsmål for fagenes forskellige moduler. Det fastholder underviserne på, at de studerende slutteligt skal kunne måles på og eksamineres i, hvad de kan i forhold til skolens pædagogiske praksis. Ikke alt muligt andet. Og endelig giver den kommunerne og skolerne bedre rekrutteringsvilkår. De får en større vished om, at de nyuddannede lærere, der har bestået deres eksaminer, rent faktisk kan håndtere skolens udfordringer.

På den måde betyder dereguleringen ikke, at der stilles uambitiøse krav til læreruddannelserne. Tværtimod. Der stilles et krav om, at uddannelsen kan skabe gode lærere, med alt hvad det indebærer.

Lærerens person har stor betydning

Så vidt så godt. De fleste er enige om, at det er en deregulering, og at fokus på nyuddannedes konkrete handlekompetencer er en god udvikling.

Men den nye læreruddannelse er kritiseret for at negligere betydningen af lærerens personlighed. Kritikerne mener, at kompetencestyringen af læreruddannelsen udelukkende retter opmærksomhed mod kommende læreres tekniske og metodiske færdigheder. Hvis det var rigtigt, ville det være et stort problem. I læreruddannelsesforskningen hersker der bred enighed om, at læreren er den enkeltfaktor, som har størst indflydelse på elevernes udbytte af undervisningen. På tværs af forskellige folkeskolelove, privatskoler, folkeskoler og små eller store skoler er det allervigtigste den konkrete lærer. Derfor skal udvikling af lærerpersonen være en central dimension i den nye uddannelse.

Den studerendes personlige udvikling er særdeles vigtig. En lærerstuderende møder op med mange erfaringer fra at have været elev og at have haft forskellige lærere. Hvis disse erfaringer ikke bevidstløst skal reproduceres, så skal de for det første reflekteres. For det andet skal den studerende tilegne sig ny viden og færdigheder. For det tredje skal en grundlæggende etik baseret på ligeværd, respekt og demokrati være integreret i den studerendes begyndende professionelle identitet. Ikke bare for personlighedsudviklingens egen skyld, men fordi den skal bruges til at fremme elevers læring og tage vare på elevers sociale og personlige liv i skolen. Elever i skolen i dag har selvfølgelig brug for fagligt kompetente lærere, men de har også brug for lærere, der kan tale med dem om livets udfordringer og muligheder.

Personlig udvikling og læreruddannelsen

Der har i mange år været arbejdet med udviklingen af lærerens personlige kompetencer i uddannelsen - og det har da heldigvis aldrig været et område, som kun ét fag har taget sig af. En lærer skal bidrage til at ruste eleverne til videregående uddannelse, men også til livet i almindelighed. Det er en stor udfordring, men den kan håndteres ved at inddrage forhold, som ikke bare vedrører enkelte fag, men er grundlaget for vores livsduelighed. For eksempel arbejdet med at lære de studerende at skabe og udvikle konstruktive fællesskaber. For selv om vi lever i individets tidsalder, har fællesskabet afgørende betydning for den enkeltes udvikling. En lærer skal eksempelvis ikke bare kunne lede klasserummet gennem regler, men skal skabe et velfungerende socialt fællesskab, fordi det er den bedste ramme for elevernes faglige, personlige og sociale læring. De lærer simpelthen mere ved at være sammen med andre, som kan noget andet end dem selv. Sådanne kompetencer vil ikke bare være i højsædet i formelle uddannelsessystemer og fremtidens arbejdsmarked, men også i hverdagen. Vi har brug for at kunne skabe noget sammen med andre.

At være en dygtig lærer er ikke noget, man er født med. Det lærer man gennem uddannelsen og ved fortsat at være indstillet på at lære og udvikle sig, så længe man arbejder og lever.

Kan man læse til lærer, som det hedder i folkemunde? Nej, det er langtfra tilstrækkeligt, om end det er nødvendigt at studere grundigt såvel teoretiske perspektiver og forskningsresultater som andres erfaring og egen praksis. Man skal ud over mere traditionelle studier også arbejde på at tilegne sig kompetencer og øve disse i praksis. Det sker, når man er sammen med børn og unge mennesker og bagefter sammen med andre kan overveje, hvordan de gjorte erfaringer kan bruges fremadrettet.

Undervisere får stor indflydelse

Den nye læreruddannelse lægger op til et tæt og kontinuerligt samarbejde mellem udviklingen af folkeskole og læreruddannelse. Hvis der for eksempel ændres på fagrækken eller på mål og indhold i fagene i skolen, skal der også justeres i læreruddannelsesloven. En efter vores vurdering helt logisk og nødvendig sammenhæng.

Regeringens udspil giver stor indflydelse til de professionelle - til ledelse og undervisere på professionshøjskolerne. Disse skal i et samarbejde med aftagerne i uddannelsesudvalg og igennem samarbejde med universiteterne i konkrete forskningsprojekter lokalt udarbejde moduler - i forhold til både indhold, arbejdsformer og eventuelle prøver som afslutning på modulerne. Det åbner solide muligheder for, at kommende lærere kan udvikle deres personlige kompetencer i med- og modspil til fag, hverdagslivets læring, skolens praksis og forskningens resultater.

Elsebeth Jensen er uddannelseschef og ph.d., Andreas 
Rasch-Christensen er forsknings- og udviklingschef og ph.d.

De arbejder begge på Via University Colle