Det er fantastisk at leve i et samfund, der har stolte traditioner for at satse på uddannelse af fremtidige generationer. Danmarks vigtigste fremtidssikring, samfundets råstof, er uddannelse og atter uddannelse. Et faktum, det er vigtigt især at huske på, når den økonomiske krise sætter sine spor. Tænk, at regeringen så begynder at skære ned på uddannelse! Først en grunduddannelse i folkeskolen, der er bygget op omkring demokratisk dannelse og indsigt, den enkeltes udvikling og mulighed for at forholde sig til sin egen rolle i livet. Fulgt op af stærke uddannelsesinstitutioner, der ud over at dygtiggøre de studerende fagligt også bygger videre på dannelse og personlig udvikling. Fremragende er det, at flere i fremtiden vil være med til at løfte den opgave og betyde noget for fremtidige generationer. At være lærer - udtrykt i en større søgning til læreruddannelsen og flere optagne.

Det er fantastisk at vende hjem til Danmark efter en dejlig sommerferie, der gav mulighed for at besøge fremmede samfund - både geografisk og i samfundets indretning. Samfund, hvor dét at opnå uddannelse - til dels også grunduddannelse - forudsætter, at man betaler for det. Hvis ikke man er i stand til at betale, får man kun den allermest nødvendige skolegang, dårlige og underbetalte job. Fagforeninger findes nemlig heller ikke i nævneværdigt omfang. Når man så, mere eller mindre tilfældigt, er en borger, der har syv års skolegang, et dårligt betalt job, der kun lige netop rækker til de allervigtigste nødvendigheder, så skal man betale for hospitalsophold, når den mindste søn kommer ud for et uheld og brækker armen. Et hospitalsophold, der koster adskillige månedslønninger. Så kan man kun håbe, at et familiemedlem vil træde til, måske yde et lån, for bankerne låner ikke penge ud til den slags mennesker. Så er der slet ikke råd til at betale for børnenes uddannelse.

Det er heldigvis ikke sådan et samfund, vi har.

Men vi har borgere, der ikke er og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Der er alt for mange, der ikke får en ungdomsuddannelse. Nogle af dem er allerede blevet sat af, inden festen for alvor begynder. Tendensen de seneste ti år har desværre været negativ. Gruppen, der mangler uddannelse, er blevet større, og gruppen af socialt marginaliserede er vokset. Det danske demokrati bliver dermed gradvist fattigere, fordi uddannelse, demokratisk dannelse og mulighederne for job hænger sammen.

Vi skal for alvor passe på med, hvad det er for et samfund, vi i fremtiden får!