Debat
Rejseholdet anbefaler …
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jørgen Søndergaard og regeringens rejsehold anbefaler, at hver skole årligt redegør for sine resultater, sine seneste forbedringer og mål for, hvor den vil forbedre sine resultater i fremtiden. Jørgen Søndergaard finder, at en årlig resultatfremlæggelse - også omfattende nationale test - er almindelig sund fornuft og helt i tråd med, hvad forskningen anbefaler.
Man kan frygte, at en fremlæggelse af testresultater vil føre til en skadelig offentlig rangordning af skolerne. Denne frygt deler Jørgen Søndergaard ikke. Han og rejseholdet leverede før sommerferien - sikkert til regeringens tilfredshed - i nydelig indpakning en legitimering af offentliggørelse af skolernes testresultater. Den nydelige indpakning består i, at skolerne ikke kun skal offentliggøre testresultater, men, med Søndergaards egne ord, »et batteri af resultater«: afgangsprøveresultater, testresultater, elevernes trivsel, elevernes sociale kompetencer og innovationsfærdigheder, hvordan det går eleverne efterfølgende i ungdomsuddannelserne og så videre. Ifølge Jørgen Søndergaard kan det slet ikke lade sig gøre at lave en rangliste, når skolerne således skal offentliggøre mange slags resultater.
Tre spørgsmål til Jørgen Søndergaard - og regeringen:
Hvordan stemmer den omfattende registrering og rapportering, som forslaget om resultatfremlæggelse vil medføre, med regeringens angivelige ønske om afbureaukratisering?
Hvilken forskning anbefaler en offentliggørelse af resultaterne af nationale test?
Hvis testresultaterne kan uddrages for sig fra det batteri af resultater, som den årlige resultatfremlæggelse kommer til at bestå af, hvordan kan man så sikre sig, at de ikke vil blive brugt til en rangordning af skolerne?