Debat

Folkeskolens indretning presser lærerfaget

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolen leverer dokumenteret ringe resultater. Dette må politikerne gøre noget for at rette op på. I Folkeskolen nummer 16 kalder bachelor Lasse Kjær politikernes forsøg på at rette op på miseren med krav til lærerne om dokumentation for en miskreditering af lærernes metoder og faglige idealer med svækket anerkendelse af lærerne til følge. Dette må siges at være forkert. Politikernes krav om dokumentation er i virkeligheden i sidste ende en miskreditering af folkeskolens indretning som udelt. Kjær mener, at det er frustrerende og nedslidende for lærerne at skulle udføre et arbejde, der strider imod lærernes professionelle forestilling om, hvad god undervisning er. Men det kunne vel sagtens tænkes, at lærernes forestilling om god undervisning i virkeligheden går i retning af at undervise fagligt på højest muligt niveau for såvel bogligt svage som dygtige. Og det er lige præcis, hvad der ikke kan lade sig gøre i udelthedens sammenblanding af svage og dygtige. I udeltheden ender selv den nok så omhyggelige og veludførte undervisning hele tiden på middelmådighedsniveauet for de dygtige og på et flovt og skammeligt taberniveau for de svage. Lærernes frustrationer kunne derfor tænkes at bunde i, at politikere og pædagoger uden for skolen hele tiden vægter udelthedens fællesskabsbefordrende velsignelser frem for den faglige vidensindlæring, som stadig må formodes at være målet for lærerjobbet. Og dette forhold er vel oven i købet den sandsynligste årsag til det store frafald inden for lærerjobbet.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler