Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Et nyt skoleår er i gang. For nogle lærere betyder det nye elever, nye fag, nye kollegaer, mens andre fortsætter, hvor de slap. Men i 62 kommuner bliver det en udfordring for alle at få den nye arbejdstidsaftale, som kreds og kommune har indgået, til at fungere efter hensigten. Både lærere og ledere har med A08 (som vi kalder den nye aftale) så at sige fået nye roller. Nu har vi papir på, at det er lærerne, der har det professionelle ansvar for at løse undervisningsopgaven i forhold til de opgaver og udfordringer, de står over for, og det slås fast i aftalen, at den overordnede pædagogiske ledelse af skolen skal spille en central rolle i hverdagen. Det stiller krav til både lærere og ledere at realisere aftalens intentioner, og alle må gøre sig klart, at de skal bruge tid på at få de nye roller til at virke i hverdagen.
Et af vores afgørende krav for at indgå aftalen ved overenskomstforhandlingerne sidste år var, at der i de lokale aftaler skal være fastsat et maksimum for, hvor mange undervisningslektioner en lærer kan blive pålagt. I den gamle aftale er der alt for mange eksempler på en urimelig skæv fordeling af undervisningslektioner mellem skolens lærere.
Derfor er de nye lokale arbejdstidsaftaler et stort spring i retning af de grundlæggende arbejdsvilkår, vi har kæmpet for, at lærerne i folkeskolen skal arbejde under, også selvom vi helst havde set en central aftale, hvor vi uden at pille ved det kommunale serviceniveau i øvrigt havde fået aftalt samme maksimale undervisningstimetal for alle lærere. Men virkeligheden er altså, at der vil være en mindre forskel på undervisningstimetallet og som før forskelle på øvrige lokale vilkår. De lokale aftaler er indgået på baggrund af skolevæsenets aktuelle resursegrundlag på aftaletidspunktet. Der er altså ikke tale om, at aftalerne har ændret på resurseniveauet i de enkelte kommuner, det drejer sig om en anden fordeling på et nyt idégrundlag. 36 kredse har ikke indgået en aftale; heraf 11, der tidligere har indgået en professionsaftale. Resten har ikke kunnet nå til enighed med kommunen - eller forventer at indgå aftale næste år. I skoleåret 2009-10 vil tre ud af fire lærere i folkeskolen arbejde under en professionsaftale, og inden overenskomstforhandlingerne i 2011 vil DLF og KL sammen gennemføre en evaluering. Forberedelserne er allerede i gang. Vi skal have styr på, om A08 kommer til at fungere efter hensigten. Målet er en fair fordeling af undervisningsopgaverne i en skole, hvor der satses på lærernes professionelle og pædagogiske engagement. Vi håber, aftalen kommer til at indfri forventningerne.
»Derfor er de nye lokale arbejdstidsaftaler et stort spring i retning af de grundlæggende arbejdsvilkår, vi har kæmpet for, at lærerne i folkeskolen skal arbejde under«.