Niels Christian Sauer fastholder i Folkeskolen nummer 16 påstanden om, at begavelse er en styrke, hvilket det isoleret set naturligvis også er. Men så enkelt er det desværre ikke, og en påstand bliver ikke mere sand ved gentagelse.

Intelligens er ikke en statisk resurse, men en potentiel mulighed for den enkelte, som givet de rette betingelser og forståelse kan ende med at blive en styrke. Dette kombineret med, at intelligens synes at være kædet sammen med en vekslende grad af umodenhed, bevirker en unødig trang til sygeliggørelse af de højtbegavede elever frem for en anerkendelse af, hvad disse elever rent faktisk kan.

Elever med særlige forudsætninger har særlige behov! Hvis ikke der udvises forståelse for det, forgår disse elever tidligt i uddannelsessystemet.

At det rent faktisk sker, er der empirisk belæg for, og vil man i øvrigt vide mere om emnet, er der efterhånden velunderbygget forskning og masser af god litteratur at finde på markedet. I bogen »De intelligente børn« er der personlige fortællinger om disse elevers erfaring fra deres skoletid. Det er absolut tankevækkende!

Men det kan da også være, at man ikke vil vide. Og netop den indstilling har dannet grobund for fundamentet til foreløbig tre skoler for elever med særlige forudsætninger.

Niels Christian Sauer beskriver afslutningsvis et fremtidigt rædselsscenarium, hvor elever splittes op efter behov, men det har folkeskolen jo gjort i stigende grad, siden enhedsskolen blev en luftig illusion i folkeskoleloven. Om denne progressivt stigende eksklusionskurve har virket, det ved man ikke. Om end der er forskning undervejs.

Jeg synes, at det lyder anderledes fornyende at imødegå den enkelte elevs behov i en mere individualiseret undervisning. Jeg tror, at man kalder det undervisningsdifferentiering!

Lad os prøve det! Jeg tror sagtens, folkeskolen kan tage den udfordring på sig!