Debat

Intetsigende svar fra Eva

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Katja Munch Thorsen, Danmarks Evalueringsinstitut (Eva), afviser i Folkeskolen nummer 13 min beskyldning om, at Eva's rapport om erfaringerne med elevplaner stiller bekendtgørelsen på hovedet.

Ifølge rapporten er elevplanen med til at fremme den løbende evaluering. Ifølge mig er den løbende evaluering en forudsætning for elevplanen, ikke et produkt af den.

Det har jeg ikke ret i, fastslår Katja Thorsen med henvisning til bekendtgørelsens paragraf 1, stykke 2: »Elevplanen skal styrke den løbende evaluering af elevens udbytte af undervisningen«. Det har hun umiddelbart set ret i.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Dette relative formål er imidlertid uinteressant sammenholdt med bekendtgørelsens absolutte krav om at evaluere alle elever i alle fag i alle trinmål. I min konkrete hverdag giver det ikke mening at tale om at styrke den løbende evaluering, når jeg ikke kan overkomme at evaluere de 2.647 trinmål, min undervisning omfatter, én gang.

Det svarer til i en bekendtgørelse for svømmeundervisning at koble formålet med at styrke elevernes sikkerhed i omgang med vand sammen med kravet om, at de lærer at gå på det. Når kravet er umuligt, er formålet meningsløst.

Men løbende evaluering er mulig, skriver Thorsen: »Faktum er, at ledere og lærere på nogle skoler har positive erfaringer med elevplaner - også når det drejer sig om at implementere dem« (så de opfylder bekendtgørelsens krav, går jeg ud fra).

Så må de pågældende skoler kunne dokumentere, at der er sket en løbende evaluering af alle elever i alle fag i alle trinmål. Den dokumentation vil jeg gerne se. For den må i sagens natur være skriftlig.

Til sidst: Faktum er også, at ledere og lærere på andre skoler har andre erfaringer, men dem interesserer Eva sig ikke for.