Ansøgertallet til læreruddannelsen er steget med 18 procent i forhold til 2008. Og hvad denne stigning reelt skyldes, er der selvfølgelig ingen, der ved. Men desuagtet skal en sådan udvikling altså have en konstateret årsag. Og den fabrikerer man så. Årsagen er herefter, at der er blevet fortalt nogle gode historier om lærergerningen og folkeskolen. Og vel at mærke så gode, at de potentielle lærere åbenbart kritikløst er hoppet på limpinden. Og Bertel Haarder kammer over af taknemmelighed, hvilket da er ganske forståeligt. For så længe der er effekt i »de gode historier«, så længe skal det politiske system da heldigvis ikke spekulere på årsagerne til, at ansøgertallet svandt ind. Bortset fra at denne nedgang jo så logisk nok må skyldes de dårlige historier. Og de dårlige historier skal man ikke analysere indholdet af. Man kunne jo risikere at støde på nogle ubehagelige sandheder. Nej, så er det da lettere at rubricere dem som rene ondskabsfuldheder. Anders Bondo Christensen udtaler herefter, at der nu er kommet fokus på, at lærerne udfører et utroligt solidt stykke arbejde i folkeskolen. Ja, men det er der sandelig heller ingen, der nogensinde har bestridt. Problemet ligger jo i de forhold - herunder de lovbestemte - hvorunder lærerne har udført deres utrolige slid. Fordi lærerne udfører et utroligt slidsomt arbejde, er det jo ikke dermed givet, at skolen, hvori det slidsomme arbejde udføres, er i orden. Men så slipper formanden selvfølgelig også for at gå i dybden og risikere at støde ind i de mange lig i lasten. I stedet for indkasserer han lidt roser med bemærkningen om det »lange seje træk«, som »vi« - han og foreningen - har udført, men som i hvert fald ikke har forbedret skolen som uddannelsesinstitution. Men bortset fra alt dette så vælter folkeskolen sig altså i succes. Og det er da godt, så længe det varer.