Debat
Virkelighedsflugt – for hvem?
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I sit indlæg »Bekvem virkelighedsflugt« i Folkeskolen nummer 16 kommenterede Lotte Lange, formand for DLF's overenskomstudvalg, på mine holdninger til en sangbog for folkeskolen og antydede, at de måtte bunde i et udtryk for virkelighedsflugt - fra meget vigtigere ting som eksempelvis undervisning og arbejdsmiljø. Intet kan være mere virkelighedsfjernt. Det vigtigste i konservativ uddannelsespolitik er en folkeskole, der giver eleverne den bedste undervisning. Så langt er vi enige.
For kigger man de hårde kendsgerninger efter i sømmene, så er faktum, at det gennemsnitlige investeringsniveau i folkeskolen er blevet løftet med godt to milliarder kroner årligt i regeringens levetid i forhold til perioden 1993-2001. Det gælder både i faktiske tal og målt i forhold til bruttonationalproduktet.
Herudover målrettes i perioden 2009-2018 yderligere 22 milliarder af det økonomiske råderum i 2015-planen til investeringer på de borgernære serviceområder, herunder folkeskolen.
Med hensyn til de ekstra timer, Lotte Lange peger på som en af årsagerne til et øget pres på skolen, bliver disse for det første økonomisk kompenseret over bloktilskuddet, og for det andet bliver de indfaset over fire år fra 2006/07 til 2009/10. Det er med andre ord ikke noget, der bliver trukket ned over ørerne på skolerne fra den ene dag til den anden. Der gives tid og midler til indfasning.
Tilsvarende er elevplanerne heller ikke i sig selv en ny opgave, som skolerne pludselig skal finde penge til og arbejde med. Elevplaner, kvalitetsrapporter og handlingsplaner var alene præciseringer af fremgangsmåder ved løsning af opgaver, som gældende lovgivning forudsatte blev løst, allerede længe inden det blev præciseret med lovændringen i 2006.
Et andet faktum, som vel også bør nævnes, er, at det i sidste ende ikke er folketingsmedlemmer som jeg, der bestemmer, hvad der konkret skal prioriteres i kommunerne og på den lokale skole. Det er den lokale kommunalbestyrelse.
En ting er jeg dog enig med Lotte Lange i - nemlig hendes forundring over, at der generelt ikke er kommet et større løft på skolerne, når nu midlerne og intentionerne har været til det.
