Debat
Pensionister vil gerne selv stemme
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Kære Lotte Lange: Jeg læste med stor interesse dit svar til Enrico Sørensen i Folkeskolen nummer 15.
Det omhandler nemlig en problemstilling, vi pensionister også diskuterer. Vi vil også gerne selv kunne stemme om den overenskomst, vi er omfattet af, men som medlemmerne på de private grundskoler har vi ingen mulighed for det. Det er hovedstyrelsen, der stemmer på vore vegne.
Du skriver, at »ud af CFU's 137.000 medlemmer har Danmarks Lærerforening et par tusinde, som er omfattet af flere forskellige statslige overenskomster«.
Jamen, vi er også cirka 16.000 pensionister, der er omfattet af den statslige overenskomst. Hvor er vi blevet af i din optik. Det kan jo ikke passe, at du blot har glemt/overset os?
Du skriver også, »at proceduren blev drøftet i forbindelse med Overenskomst 05 med tillidsrepræsentanterne på de private grundskoler«. Det er fint, men hvorfor har ingen diskuteret proceduren med os pensionister? Vi er som tidligere nævnt meget interesserede i selv at kunne stemme om vores overenskomst, og jeg er ikke i tvivl om, at resultatet denne gang var blevet et ganske andet end det, hovedstyrelsen kom til.
Du skriver til slut, at hovedstyrelsen også vil foretage en sådan vurdering inden næste overenskomstforhandling.
Jeg vil anmode om, at I i god tid inden drøfter problemet med pensionisternes repræsentanter, så I kan tage vores ønsker med i vurderingen. På den måde kan vi pensionister også blive omfattet af en demokratisk afstemning om vore egne forhold.
Svar
Kære Henning Pedersen: I er hverken glemt eller overset. Men jeg er nødt til at gøre klart, at I som tjenestemandspensionister ikke er omfattet af en overenskomst. I følger blot den centralt aftalte lønudvikling på statens område og er ikke omfattet af alle de andre aftaler, en overenskomst indeholder.
Hvad angår konkrete tjenestemandspensionsvilkår så er det, som du ved, noget, man kan tage op i forhandlingerne, hvilket jo også sker, men det er ikke aftalestof. Tjenestemændenes pensionsvilkår er lovstof og dermed i sidste ende et anliggende for Folketinget.
Lotte Lange, formand for DLF's overenskomstudvalg