Det er rigtigt interessant at læse den korte version af folkeskolens historie i nummer 15 - »Dengang DLF var mest enig med De Konservative«. Ikke alene mindes vi her om DLF's overraskende og i dag helt udraderede aversion mod at ødelægge skolen ved at gøre den udelt. Det var, før foreningen blev ideologisk besat af lighed som halehæng til et socialistisk befængt flertal i Folketinget. Man bør mærke sig, at DLF's formand Stinus Nielsen i 1957 tilsagde foreningens støtte til en udelt skole »så langt, som man mener det forsvarligt at gå«. Han og sikkert mange andre, der gav efter for mondæniteten, var altså klar over, at man nu var i gang med det ret utrolige, nemlig at forringe folkeskolen. Og så skulle man altså passe på ikke at gå længere, end det trods alt var forsvarligt. Denne forsigtighed er ganske på linje med udtalelser af udelthedens politiske fortaler par excellence, undervisningsminister Jørgen Jørgensen. Ved forelæggelsen af forslaget til skoleloven af 1958 fremhævede han lovforslagets »milde deling« som en sikring af, at børn på forskellige udviklingstrin kunne stilles over for passende opgaver i forhold til deres evner. Også han indså altså udelthedens uddannelsesforringende effekt. Denne milde delings sikring mod katastrofen har man siden set bort fra, i takt med at forestillingen om, at lighed er vigtigere end at tilgodese såvel bogligt svage som stærke elevers evner i uddannelsesmæssig henseende, er vokset. En forestilling, man snart fandt anledning til at underbygge med et agitatorisk angreb på intelligensbegrebet, der fra at være det medfødte statiske grundlag for delingen blev gjort til dynamisk foranderlighed, og i dag er endt med at blive opløst i en række personlige egenskaber, der intet har med intelligens at gøre.