Debat
Folkeskolen under skud
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Undervisningsministeren har valgt at opsige folkeskoleforliget! En historisk beslutning. Forliget har eksisteret siden 1903, og ministeren lægger da heller ikke skjul på, at der var tale om at bryde en tradition.
Ministeren har som svar fremlagt et tipunktsprogram som sit bud, og det er slående, at der stort set intet nyt er i det - og kun få af elementerne behøver lovændring. Problemet er imidlertid, at de ændringer, der indebærer flere timer, koster penge, og de penge vil regeringen ikke betale.
Flere timer skal ifølge ministeren finansieres ved grundlæggende ændringer af 10. klasse, så børnene stort set ikke skal udnytte dette undervisningsår.
Her ville ministeren få et problem med at få ansvarlige politikere til at støtte. Derfor hendes beslutning om at bryde forliget!
Interessant er det i den sammenhæng, at netop 10. klasse er omfattet af et særskilt forlig - som hun endnu ikke har brudt. Det er de samme forligspartier - men et andet forlig. Det står derfor stadig ved magt, indtil ministeren måtte finde det opportunt at bryde det.
Helt i tråd med regeringens øvrige gøren og laden er der tale om rå magtudøvelse. Regeringen ønsker sig frie hænder, og den vil gå langt for at udøve den. Den magtbrynde, som regeringen med Dansk Folkepartis stemmer har udvist i en lang række andre sager, er smittet af på undervisningsministeren. Valget at bryde på spørgsmålet om afskaffelse af modersmålsundervisning er således også helt i tråd med regeringens linje om, at viden, eksperter, kunnen, saglighed må vige for ideologien. Det er den rene og skære vidensrindalisme, hvor kun det ideologisk genkendelige får lov at vokse sig stærkt.
Modersmålsundervisningen er en væsentlig bestanddel i at give det enkelte barn et følelsessprog, som det skal bygge sin identitet og sit følelsesliv på resten af livet i kommunikation med de nærmeste - nemlig familien. Det er utroligt, at borgerlige partier, der plejer at forsvare familien som samfundets væsentligste institution, i den grad undergraver de nydanske familiers sammenhængskraft. Undervisningsministeren har ladet sig spænde for en videns- og menneskefjendsk vogn og kommer dermed i sit virke til at modarbejde dét, der burde være hendes fornemste opgave som minister for undervisning: nemlig at sikre en god integration, en god sprogtilegnelse og en god boglig kvalificering for fremtiden. Folkeskolen har haft den integrative kraft gennem en årrække og bygget bro over sociale forskelle, vi nu risikerer at miste. Det siger sig selv, at folkeskolen får ringere vilkår for at være en samfundsintegrerende faktor, og det er sørgeligt, for folkeskolen er den suverænt bedste og bredeste institution til at løfte den opgave.
Opsigelsen af folkeskoleforliget har således ikke bare betydning for de parlamentariske spilleregler og for forligskredsens tillid til ministeren. Det har en langt videre og meget mere alvorlig konsekvens. Det er nemlig folkeskolen som samfundsmæssigt stabiliserende institution, der er under skud.
Anne Baastrup
folkeskolepolitisk ordfører for Socialistisk Folkeparti