Det ville være rimeligere, om viceinspektør Madsen rettede skytset mod revisionen af folkeskolens formålsparagraffer end mod de mange lærere, der med stigende uvilje har set ideologisk verdensfjernhed erstatte realitetssans.

Den ædruelige formålsparagraf af 1937, 'Folkeskolens formål er at fremme og udvikle børnenes anlæg og evner, at styrke deres karakter og give dem nyttige kundskaber' forblev den ledestjerne, som de trods alt mange lærere, der ikke lod sig dupere af 'Den blå betænkning's besynderligheder, forsøgte at følge. 'Det er først og fremmest skolens opgave at fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker' var dels urealistisk snak, dels en undsigelse af den lutherske menneskeopfattelse, så det klodsede! 18 år efter, i 1978's 'U 90', siges det ligefrem, at 'den lighedsorienterede menneskeopfattelse må præge uddannelsen hele vejen igennem'. Her er ikke tale om den gamle, kristne erkendelse, at 'for Vorherre er vi alle lige', for ateisten Ritt Bjerregaard havde inspireret bekendtgørelsen! Der var simpelthen tale om en verdslig-humanistisk undsigelse af skabningens mangfoldighed, folkeslags og individers forskelligartethed.

Nej, Madsen har ikke ret i, at folkeskolens lærere en bloc gik ind for alt det nymodens ideologiske. Folkeskolen fra 1960 til i dag har ikke gjort sig fortjent til en så bombastisk henrettelse!

Poul Andreasen

Lynæs