Når man har haft noget på hjerte og taget sig sammen til at give udtryk for det i form af et debatindlæg, er man altid lidt spændt på at se det på tryk (ændret overskrift? placering? eventuel illustrering eller kommentar?).

Da jeg i Folkeskolen nummer 11 fik optaget et indlæg prydet med en satirisk tegning i stor størrelse, var jeg umiddelbart godt tilfreds. Den ville måske påkalde opmærksomhed hos en og anden læser, der ellers fortravlet havde bladret forbi.

Men set i bakspejlet og i relation til de dønninger, det har givet, at pensionisternes to repræsentanter i hovedstyrelsen vendte tommelfingeren nedad, da de skulle tilkendegive deres dom over resultatet af Overenskomst 97, giver tegningen måske stof til eftertanke.

Dækker karikaturen af den gamle lærer klædt som for 50 år siden og med den knyttede næve løftet i forbitret afmagt mod udviklingen virkelig opfattelsen på redaktionen, i hovedstyrelsen og blandt en del af foreningens erhvervsaktive medlemmer af, hvordan en lærerpensionist ser ud i dagens Danmark?

De pensionister, jeg møder, er lige så tit klædt i moderne fritidstøj, joggingsæt eller praktisk rejsepåklædning som i jakkesæt. Dokumentmappen er afløst af sportstaske, rygsæk eller fotoapparat. Selvfølgelig lige så forskellige som de var, da de var en del af det daglige liv i skolen. Frem for alt: Ikke bitre eller forgræmmede.

Vi nyder hver eneste dag, når ellers helbredet ikke driller. Vi har stadig fuldt op at gøre, men med interesser, der tidligere var alt for lidt tid til. Voksne børn og børnebørn er i fokus. Der er tit brug for os, og vi har overskud dertil, fordi mange af os har været så heldige at kunne stå af ræset, før vi fyldte 67.

Det er også en del af baggrunden for den ændrede 'ældrekarakter'. Vi har gjort vores pligt og kræver nu vores ret under vilkår, der er ændret meget gennem de senere år, hvor samfundet har undergået store forandringer med krævende omstillinger til følge. Tjenestemandspensionering er eksempelvis på vej ud.

Efter de to gange nej i 1995 lød der krav om en styrkelse af DLF som faglig organisation. Jeg mener, at pensionisternes erfaringer kan være nyttige, når det gælder varetagelsen af samtlige medlemmers interesser.

Går det, som nogle håber, og mange frygter, at nye lønformer også bliver en realitet i folkeskolen, hvorved medlemmerne vil blive meget forskelligt stillet, vil afbalanceringen af fællesinteresser og gruppeinteresser blive endnu mere nødvendig, end den er i dag.

Det kræver både respekt for det fælles medlemskab og forståelse for særinteresser, hensyntagen til mindretallene, hvis medlemsdemokratiet skal trives. Medlemmernes engagement og opslutning om foreningen nedbrydes af stereotyper og indbyrdes fordomme.

Jørgen Pagh Andersen

Københavns Lærerforenings pensionistafdeling