Folkeskolens leder:

Politisk snyd

Underrubrik

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Man skal ikke sætte sit lys under en skæppe, når man vil vise vej, og det gør regeringen da heller ikke med sin ambitiøse plan om Danmark som foregangsland.

Ideen er god, selv om et at de vigtige midler har fået et hæsligt navn. 'Strukturovervågningssystemet' kaldes den metode, der bruges til at kortlægge Danmarks internationale placering. Det er ikke kun økonomien, der skal måles, velfærd og livskvalitet betyder mindst lige så meget, fremhæves det. Man vil ikke nøjes med golde statistiske sammenligninger, 'Danmarks position vurderes i forhold til danske målsætninger på de enkelte områder', står der i indledningen til regeringens 258 sider store rapport, 'Strukturovervågningssystem for Danmark'.

Og i hvert fald kapitlet om uddannelse virker lødigt. De undersøgelser, der nævnes, refereres loyalt, og der tages en række forbehold, fordi det, som man kalder 'bløde' danske målsætninger, 'kun vanskeligt kan måles'.

Desværre holdt det sobre kun, indtil ledende ministre begyndte at udtale sig.

- Skal det være forbudt at lære noget i børnehaveklassen, spurgte finansministeren på regeringens konference i sidste uge.

- Vi kan godt tage fat på undervisningen allerede i børnehaveklassen, sagde statsministeren.

Selvfølgelig læres der noget i børnehaveklassen. Der læres meget. Spørg Stig Brostrøm fra Danmarks Lærerhøjskole, som har undersøgt 519 børnehaveklasser i 1996. Men det er faktisk ikke obligatorisk at gå i børnehaveklasse, og danske forældre er massivt imod en tidligere skolestart. Det kunne undervisningsministeren have mindet sine regeringskolleger om. Hvis han havde været med på konferencen. Det var han ikke. På en konference, hvor undervisning var i centrum! Regeringens melding er, at kommunerne skal klemme mere undervisning ud af lærerne, og økonomiministeren havde travlt med at fortælle, at regeringen ikke vil give én krone mere til folkeskolen. Glemt er de danske målsætninger, væk er strukturovervågningssystemets forbehold. Der ér problemer på en række centrale områder, først og fremmest med læsning, matematik og naturfagsområdet. Men folkeskolen er godt i gang med at gennemføre forbedringer. Problemet er bare, at der er et skrigende behov for efteruddannelse og for tidssvarende undervisningsmidler. Spørg blot undervisningsministeren, han har dokumentationen.

Regeringens rapport nævner, at danske virksomhedsledere mener, at det er forholdsvis nemt at skaffe kvalificeret og motiveret arbejdskraft. Men det er påfaldende, at den end ikke strejfer belgieren Van den Achers undersøgelse fra 1993, som viser, at danske børn er blandt de mest altruistiske. De er uegennyttige og gode til at samarbejde. Det er centrale erhvervskvalifikationer og væsentlige kvaliteter for et godt liv i et demokrati.

Hvis politikerne glemmer de danske målsætninger og snyder med sammenligningsgrundlaget, er strukturovervågningen ikke fem flade øre værd.-th

Læs side 32

Flotte ambitioner om kvalitet i undervisningen, men politikerne snyder