Det er jo helt utroligt, som den mand kan provokere. Og det er helt utroligt, at det er muligt for ham at provokere, når emnet drejer sig om at varetage børnenes tarv i familien, skolen - samfundet. Senest gør Aasted Halse sig gældende med en ny bog, som omhandler skolens sociale liv. Og denne bog, som atter en gang taler om omsorg i skolesammenhæng, falder ikke i god jord hos alle. Tænk at der er nogen, som stadig beskæftiger sig med børns interesser/behov/vilkår. Det er fantastisk dejligt i en tid, hvor børn volder voksne besvær.

I denne tid, hvor heldagsskolen igen er til debat, og hvor de deltagende parter i diskussionen giver hinanden skylden for ikke at ville samarbejde. Der er stor uenighed om indholdet af et sådant skoleforløb: Skal der være plads til fritid i tidsrummet fra klokken 8-17? Naturligvis ja. Men den mening deles bestemt ikke af alle. Hvis heldagsskolen indføres, skal der slevfølgelig undervises hele dagen, bliver det påpeget fra anden side.

Nej. For hvis der skal det, hvornår skal børnene så holde fri? Skal vi måske lukke idrætsklubberne og diverse andre gode fritidstilbud for børnene? Og de forældre, som betaler sig til at passe deres egne børn på enten nedsat arbejdstid eller orlov, skal de tvinges fra deres egne børn, de børn, som de har besluttet sig for at give en god og ustresset opvækst? Skal de forældre finde sig i, at der er en anden gruppe af forældre, som under henvisning til den herværende samfundsorden blot konstaterer, at de jo alligevel afleverer deres børn i ni timer om dagen. Og dette konstateres uden mindste antydning af, at det kunne man måske lave om på, hvis man altså ville. I denne tid, hvor meningerne altså atter en gang brydes om heldagsskolen, hvor personer/faggrupper 'beskylder' hinanden for ikke at ville som de selv . . ., og hvor nogle forældre får lov til at frasige sig en masse ansvar over for de børn, som de selv har valgt at sætte i verden - i denne tid er det specielt dejligt, at personer som for eksempel Aasted Halse bruger gloser som omsorg, trivsel, personlig udvikling med udgangspunkt i det bedste, vi har - vores børn!

Jeg vil opfordre til, at man først og fremmest vil finde de positive reaktioner frem, når vore børns advokater igen og igen slår til lyd for kvalitet og omsorg i børnenes liv. Også selv om tingene er sagt både ti og tyve gange før. For vi voksne har så travlt med vores eget liv, at vi kun hører den slags med et halvt øre, og alene derfor må der mange, mange gentagelser til.

Det kan ikke være rigtigt, at både lærere, pædagoger og forældre betragter børnene som et problemsæt til at skændes om, for vi har vel alle med et positivt udgangspunkt selv valgt at omgås dem på den ene eller den anden måde?

Ingeborg Schmidt

børnehaveklasseleder

Silkeborg