Debat

Den farlige folkeskole

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ingen skal sige, at redaktøren ikke gør sit til, at Folkeskolen skal være et 'farligt' og bidskt fagblad. Det beviser mange ledere.

Og det skal være ham tilgivet, at han undertiden har luget en saftig nordjysk sprogblomst bort! Men det er ikke nok!

Vi bladholdere må også yde en indsats. Hvorfor er mine kreative og bevidste kolleger tavse? Iblandt kolleger fra det ganske land, som jeg har mødt blandt andet på DLF's kurser. Folk med misundelsesværdige formuleringsevner, men som desværre ikke gerne markerer sig i medierne. Og hvor er det ærgerligt!

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

For jeg synes ganske enkelt, debatspalterne er for kedelige! For forudsigelige! For depressionsbefordrende! Til tider slæbende af træthed. Hvor er de 'frække' og kontroversielle synspunkter, der fremsættes i en snæver kreds af kendinge? Hvor er aggressionerne, jeg i hverdagen møder hos ellers besindige kolleger?

Hvorfor ytrer de sig ikke i Danmarks mest åbne fagblad? Hvad skyldes tilbageholdenheden - selvcensuren?

Jeg vælger at tro, at det ikke er fejhed! Men en nedslidt vanetænkning om, at det er der andre, der gør - at det ikke nytter og så videre. Selvfølgelig nytter det! Skrot nu denne 'hellere lide end bide'-holdning. Kom ud af busken. Vær med til at gøre vores fagblad levende og 'farligt'.

Forestil dig en Folkeskolen , der oser af salpeter og svovl, når den lander på måtten. Så katten hvæsende forlader etablissementet - imens man selv i ifører sig asbesthandsker og beskyttelsesbriller. Samtidig med, at særligt følsomme røgalarmer aktiveres! Så Hærens Sprængningskommando mere end én gang er blevet tilkaldt med 'Rullemarie'. Så at personer fra Kommunernes Landsforening lige så ugerne åbner bladet, som de træder en kobra på halen!

Kom nu, så vi ikke fortsat skal gabe os gennem debatspalterne. Lad os gøre Folkeskolen til Danmarks mest læste ugeblad!

Niels Christian Christensen

Bagterpskolen, Hjørring