Debat
Folkeskolens leder: Hvem skal betale for løfterne?
Regeringen lover mere frihed i sit skoleudspil, men pengene går ikke op. Nu skal ministerens løfter om at lytte til skolens parter stå sin prøve.
Mere autoritet til lærerne. Mere frihed til skolerne. Permanent mulighed for kortere skoledage til eleverne. Og mindre kontrol fra politikerne.
Regeringen kalder det et kvalitetsprogram og ikke en reform. Men der er store løfter i skoleudspillet, som undervisningsminister Mattias Tesfaye præsenterede på Mosedeskolen i Greve.
Blandt bukettens roser er et endegyldigt opgør med folkeskolereformen fra 2013, når regeringen nu erkender, at der er brug for kortere skoledage og færre læringsmål. En styrkelse af de praktiske fag med juniormesterlære, erhvervspraktik, flere valgfagstimer og bedre faglokaler kan også blive positivt for en gruppe af elever, der har haft svært ved at finde deres plads i folkeskolen.
Teknologiforståelse er også fornuftigt at indføre som fag, selvom det burde være for alle og ikke kun et valgfag i udskolingen.
Under overskriften “Et styrket lærerværelse” er der også løfter om bedre videre- og efteruddannelsesmuligheder. Det ville være tiltrængt for mange lærere.
Problemet med roserne er, at skoleudspillet mangler det, de skal gro i. Pengene går ikke op. Derfor risikerer tornene at være det, der står tilbage.
Dele af udspillet skal finansieres over en årrække. Det gælder for eksempel investeringen i bedre faglokaler, som først er finansieret i 2027, og de nye såkaldte “intensive læringsforløb”, hvor det fulde beløb er klar i 2028.
Men helt centralt for udspillet står, at skolerne kan skære i den understøttende undervisning. Og det er her, midlerne skal findes til den frihed, regeringen lover. Det er der flere problemer i.
For det første har mange skoler allerede brugt en del af pengene, for det har været muligt at konvertere den understøttende undervisning siden coronanedlukningen.
For det andet er den understøttende undervisning ikke et godt sted at spare, hvis man vil give lærerne mere autoritet, mere tid og mere frihed. Det kan i realiteten betyde, at man skærer en lærer fra for at finansiere materialer til de nye valgfag eller flere skolefritidsordningstimer.
Der er trods alt stadig bare tale om et udspil. Efter efterårsferien har ministeriet lovet, at Mattias Tesfaye går i dialog med “praktikere, parter og interessenter i og omkring folkeskolen”. Vil det lykkes at høvle tornene af? Vil regeringen finde penge til at finansiere de gode takter? Her vil ministerens løfter om at lytte til fagfolk og skoleprofessionelle stå sin største prøve.
