Debat

DLF vil snakke resurser og kvalitet med alle partier

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Torsdag den 25. september har Danmarks Lærerforening sammen med Venstre inviteret til konference i Fællessalen på Christiansborg. Konferencen har titlen »Resurser og kvalitet i folkeskolen«. Den 20. og 21. september deltog Danmarks Lærerforening med en stand på De Radikales landsmøde, og den 20. september uddelte vi foldere på Socialdemokraternes kongres med en opfordring til samarbejde.

For nogle er det provokerende, at vi opfordrer til samarbejde med den regering, der tilsidesatte ethvert samarbejde for halvandet år siden, ligesom folkeskolen.dk's omtale af samarbejdet med Venstre hurtigt affødte debat på nettet.

Initiativerne er ikke et knæfald for konkurrencestatsdagsordenen - tværtimod.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vi har i de seneste år oplevet, at politikerne i markant grad har overladt politikudviklingen til økonomisk funderede embedsmænd. Hele folkeskolereformen var som bekendt beskrevet i detaljer i »18. oktober-papiret«, der var udarbejdet af embedsmænd i Finansministeriet og Ministeriet for Børn og Undervisning. Det var sket, uden at partiernes uddannelsesudvalg på nogen måde var inddraget. Ja, end ikke uddannelsesordførerne fra partierne havde kendskab til papiret.

Vi skal have lavet om på, at politikerne ikke selv tager det politiske ansvar. Det gør vi ikke ved at snakke til politikerne, men ved at snakke med politikerne.

Jeg vil gerne snakke resurser og kvalitet i folkeskolen med politikere fra Venstre og alle andre partier. Kvalitet handler ikke mindst om spørgsmålet: Hvorfor holder vi skole? Og resurser handler ikke mindst om skolernes mulighed for at løfte opgaven.

På det radikale landsmøde uddelte vi folderen »Hvorfor holder vi skole?«. Du kan finde den på dlf.org/rvlm14 sammen med de øvrige materialer, som vi havde med til Nyborg. Her rejser vi temaerne »Lærer vi for livet eller for næste test?«, »Fællesskab eller niveaudeling« og »Dialog om skolernes mulighed for at løse opgaven«.

Disse og andre vigtige temaer skal vi snakke med politikerne om. Det er ikke nok, at vi snakker med os selv og dem, vi er enige med. Derfor holder vi konference med Venstre, deltager i det radikale landsmøde og inviterer til samarbejde med Socialdemokraterne.