Der var ikke den helt store målrettede pædagogiske plan, da læreren Gitte bad eleverne om at skrive lidt i en dagbog - og siden kommenterede det om aftenen. Men i dag, 15 år senere, viser det sig, at det var vendepunktet for et barn af en alkoholiker. Det blev første gang, hun følte, at hun blev hørt. Det lagde spiren til, at hun langsomt fik mod til at gøre noget ved sin situation. I dag er hun en af dem, som er med til at hjælpe andre.

Det var en lærer med nærvær, som gjorde en forskel. Stille og roligt. Som rigtig mange mønsterbrydere fortæller: Der var en lærer, som så mig.

»Den opmærksomhed, en lærer kan give en, vil spire hen ad vejen og betyde, at man kan gøre noget selv«, fortæller hun i dag.

Nogle gange er det godt at minde sig selv om, at det stadig er vigtigt at tage sig tid til at være til stede her og nu. Man ved aldrig, hvilket øjeblik der gør en forskel for et barn, som lever i en hverdag med misbrug. Det kan være dagbogen, det kan være blot at lytte, det kan være det foredrag, som en tidligere narkoman eller alkoholiker holder for klassen.

Naturligvis skal man underrette, hvis man opdager, at der er noget galt. Ingen tvivl om det. Men der er mange gråzoner inden da. Men hvordan gør man i en hektisk hverdag?

Den stille modning. Små oaser af vellykket undervisning. Det er, hvad Erik Schmidt anbefaler sine tidligere lærerkolleger at rette blikket mod. Selv har han forladt skolen efter en tjenstlig samtale på grund af sin kritik af reform og arbejdstid. Men han er stadig engageret i den gode undervisning:

Man kan ikke være en god lærer uden at gå op i sit fag og uden at skabe kontakt med hver enkelt elev og have fornemmelse for fællesskabets muligheder. Man kan ikke være lærer uden at ville noget med eleverne, skriver han inde i bladet.

Gitte ville og vil noget med sine elever. Erik Schmidt har gjort og gør en forskel.

Gitte har ikke længere mulighed for at bruge arbejdstid til at sidde om aftenen og skrive kommentarer til sine elever. Og Erik Schmidt var der ikke plads til i den nye virkelighed.

Alligevel har ingen af dem givet op. Gitte har fundet en anden måde at skabe kontakt til hver enkelt elev på. Og Erik Schmidt opfordrer ligefrem lærerne til at være optimister. Han tror på, at lærerne kan ændre skolen ved at arbejde for sagen. Han skriver: Lav en løs plan. Og dyrk det aktuelle, det lokale, det sanselige og det nærværende. Nemt er det ikke. Men det giver mening.