Lige om lidt er det sommerferie. Når man har haft en god ferie, hvor man virkelig har koblet af fra arbejdet, kan det hele føles lidt fremmed, når man kommer tilbage til sit job. Til august vil den følelse fylde endnu mere mange steder.

Der vil nok være ekstra kaffe og blomster. Ekstra kollegasnak, kager og knus. For på lærerværelset står nye kolleger, som kommer fra nedlagte skoler eller fra arbejdsløshed. Og dem skal der siges velkommen til.

Det skal nok lykkes.

Desværre betyder velkomstfesterne ikke, at usikkerheden er forbi. Der er stadig skolenedlæggelser, besparelser og forandringer i sigte - også i det kommende skoleår.

Den naturlige reaktion er ofte at krybe ned i et hul og vente på, at det går over. Men den reaktion går ikke. Det kræver en indsats, hvis de nye, sammenbragte lærere skal blive en del af familien. Især hvis de nye kommer fra en lille skole, som fusionerer med en stor, fortæller konsulenter fra DLF i dette nummer af Folkeskolen.

De understreger dog også, at forandringerne giver mulighed for at tage det bedste fra den gamle kultur med sig - og vælge nogle nye roller.

Men forandringerne rammer ikke kun på de 246 skoler, som er sammenlagt eller nedlagt her i foråret, eller de lærere, hvis job er forsvundet.

Jorden er i det hele taget rystet godt i skolelandskabet. Ser man på folkeskolen i helikopterperspektiv, er rollefordelingen i det hele taget forandret.

Tidligere blev rammerne for folkeskolen lagt på Christiansborg, og så var der lokale nuancer på, hvordan livet blev levet i skolerne.

Nu har kommunerne vokset sig store og stærke. De lægger de indholdsmæssige linjer for skoleudviklingen, mens Christiansborg ligger underdrejet i en politisk stillingskrig.

Det kan man begræde eller glæde sig over, alt efter hvor man har sin sympati. Men det er ikke noget, som sikrer en fælles folkeskole.

Kommunerne har i de senere år gennemført store forandringer, og den økonomiske dagsorden sætter turbo på udviklingen. Facit er, at det er en radikalt forandret folkeskole:

Store skoler er normen overalt. Det giver grobund for, at flere klasser vil komme op til loftet på 28 elever.

Skolerne er opdelt i afdelinger og bor ofte forskellige steder, så den lærer, som gerne vil følge sin klasse fra 1. til 9., kan godt finde racercyklen og flyvegearet frem. De sidste klasselærere i klassisk forstand kan snart besigtiges i en montre på et museum.

Specialundervisningselever er på vej ud i den almindelige folkeskole, som også får det økonomiske ansvar for at varetage deres behov, og klasserne er til gengæld mange steder delt i hold.

Nogle skoler har indført linjer, niveaudeling og profiler både i udskolingen og på hele skolen. Andre steder foregår rullende indskoling i forskellige udgaver.

Meget af dette kan godt være en god idé. Men det samlede indtryk er, at enhedsskolen, som alle siger, at de går ind for, er ved at forsvinde.

Det sker uden en bred politisk debat om, hvilken folkeskole vi ønsker, og hvor vi gerne vil bevæge den hen. Det bør der være nogen, som tænker lidt over i sommerferien.

Hanne Birgitte Jørgensen, ansv. chefredaktør, hjo@dlf.org