Rummelighedsbegrebet er gefundenes Fressen for det åbenbart stærkt utroværdige forsvar for folkeskolens opblandingsdille af bogligt svage og stærke. Som tiden går, tvinges øjnene op på udelthedens argeste forsvarere, hvis problem herefter er at undgå at skulle indrømme deres fejltagelse. Den forbenede udelthed skal bibeholdes, koste hvad det vil. Men så kan man jo prøve at føre angrebet over på rummeligheden eller som nyeste påfund: inklusionen, skønt enhver vil vide - omend det ikke må siges - at rummelighed, inklusion og udelthed er ét og det samme. »Kredsene tager en masse vigtige initiativer for at modvirke den ødelæggende rummelighed«, udtaler Dorte Lange i Folkeskolen nummer 14, hvilket er en sandhed med overvældende modifikationer. Rummeligheden kan selvfølgelig ikke modvirkes uden at modvirke den i sit udgangspunkt, nemlig i selve udelthedsprincippet. Forsvarer og vedligeholder man udeltheden, forsvarer og vedligeholder man rummeligheden. »Vi skal give retning for diskussionen«, siger Dorte Lange, hvilket formentlig indebærer et forbud mod at lade diskussionen tage retning mod at så tvivl om udelthedens egnethed som skoleform. Det betyder, at rummeligheden kun kan angribes udefra, løsrevet fra udeltheden, hvor rummeligheden i stedet for retteligt bør ses som en konsekvens heraf. I øvrigt er det tvivlsomt, om man bør karakterisere den udelte skole som rummelig, blot fordi man af ideologiske grunde har fundet på at placere alle elevkategorier inden for de samme fire vægge, hvorved undervisningen kun kan finde sted i en fagligt devalueret form. Rummelig bør skolen først kaldes, når den tilgodeser de svage på deres niveau og samtidig formår at undervise de stærke på deres højere faglige niveau. Og derfor er det reelt kun den delte folkeskole, der kan optræde rummeligt.