Debat

Forbudt for børn

Økonomi-gyser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I disse dage pågår der intense forhandlinger mellem KL og regeringen. Forhandlinger, der vil få afgørende betydning for vores muligheder for at give elever en god undervisning. Senest den 15. juni skal de to parter have indgået en aftale om den samlede ramme for kommunernes økonomi i 2009.

Forud for forhandlingerne har finansministeren udsendt en »Handlingsplan for at frigøre resurser til borgernær service«. Det lyder jo flot. Mindre administration, færre udgifter til indkøb, mindre sygefravær, ny teknologi og bedre arbejdstilrettelæggelse skal alt sammen frigøre resurser til service. Det skal styrke regioners og kommuners muligheder for at yde en god service til borgerne - uden at de ansatte skal løbe hurtigere. Ja, det skriver finansministeren selv i sin pressemeddelelse!

I pressemeddelelsen står der imidlertid ikke et ord om, at over halvdelen af kommunerne her og nu - midt i budgetåret - er i gang med at finde ekstraordinære besparelser. Det viser en undersøgelse, som DLF netop har gennemført. Der står heller ikke noget om, at den såkaldte vækst, som regeringen vil tillade i kommuner og regioner, allerede er mere end brugt til globaliserings- og trepartsaftaler. Finansministeren fortæller heller ikke, at regeringens udgangspunkt for forhandlingerne ikke er de budgetter, kommunerne har i dag. Næh, det er den økonomiaftale, der blev indgået for et år siden. En aftale, der i efteråret under kommunernes budgetlægning viste sig med al ønskelig tydelighed ikke at kunne holde. Men der er da ingen grund til at lade sig påvirke af noget så ubetydeligt som virkeligheden.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Der skal frigøres resurser til borgernær service. Ih, hvor det lyder flot, men af en eller anden grund sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at jeg har hørt det før. Det blev bare kaldt noget andet. Effektiviseringer - ja, engang blev det vel kaldt det, det var, nemlig besparelser.

Forhandlingerne er en gyser. Udfaldet har afgørende betydning for, om vi kan indfri vores ambitioner om, at alle børn skal have den rette undervisning. Det har betydning for, om undervisningen kan kvalificeres med lejrskoleophold, og om lærerne kan blive opkvalificeret. Ja, på sigt har det betydning for, om folkeskolen fortsat vil blive opfattet som et attraktivt tilbud af den store del af befolkningen.

Meget står på spil. Vi vil ønske KL held og lykke i forhandlingerne, og så vil vi holde finansministeren fast på løftet om at styrke kommunernes »muligheder for at yde en god service til borgerne - uden at de ansatte skal løbe hurtigere«.

»Der skal frigøres resurser til borgernær service. Ih, hvor det lyder flot, men af en eller anden grund sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at jeg har hørt det før«